Af: Martin Ottosen / Lars Knudsen, DMF-Aarhus.

Lokale ildsjæle deler scenen med nationale og internationale stjerner, som Bryn Terfel og Fallulah.

Alle kan synge – stemmen er bærer af kolossale kræfter, mener Sangkraft Randers, der er arrangør af den nye sangfestival VoXperience. Oplægget er en festival hvor både små og store stemmer kan være med – som solist, som duet, som del af et kor eller i helhedsoplevelsen omkring fællessang. Det bliver første uge i juni, at sangen får vinger i Randers og opland, og der er lagt op til den helt store fest med såvel verdensnavne som lokale kor, der mødes i nye rammer og konstellationer.

Forside til VoXperience festivalens officielle program.
(foto: pressefoto).

Ivan Pedersen, Julie Steincke, Korby Randers og Randers Kammerorkester

Nyt bliver for eksempel konstellationen med Laban-sangeren Ivan Pedersen og musicalstjernen Julie Steincke. De to er aldrig tidligere set sammen på en scene, men det sker, når de to mødes til den store afslutningskoncert søndag den 11. juni i Værkets store sal, hvor de to bakkes op af Randers Kammerorkester og 120 stemmer fra den lokale kororganisation, Korby Randers.

Festivalen kan bl.a. præsentere den unikke konstellation bestående af Ivan Pedersen & Julie Steincke (foto: pressefoto).

Fallulah og Bryn Terfel

Aftenen forinden indtager den dansk/rumænske sangerinde, Fallulah spillestedet Turbinen med sit særlige mix af indierock og Balkan-beats. Mange vil kende hende fra Toppen af Poppen, og fra det aftryk, som hun det seneste årti har sat på radiostationerne med sin pop med kant. Det helt store internationale løft sørger den walliske basbaryton Bryn Terfel for, når han åbner sangfestivalen med sin koncert på Værket søndag 4. juni. Her vil han synge en række opera-hits krydret med de folkelige sange, han også er kendt for at fortolke. Med sig på scenen har han det unge danske stjernefrø, sopranen Frederikke Kampmann.

Liedaften, workshop og fællessang på grundlovsdag

Festivalen levner også plads til mindre navne og større fællessangs-arrangementer. Der bliver klassisk lied-aften med Francine Vis, Mahler i Sct. Mortens Kirke, Nordiske stemmer i Underværket, et mix af tyrkiske- og islandske folkesange på Station K i Langå, alsang i det fri på Grundlovsdag. Og ikke mindst en stor open-air workshop på J. O. Krags Plads, hvor alle skolebørn i Randers Kommune er inviteret.

Francine Vis, der sammen med Christian Westergaard står for liedaften (foto: pressefoto).

Randers skal være kendt for sin sang

Bag sangfestivalen står Sangkraft Randers, der siden 2020, har været en del af et større netværk af sangkraftcentre over hele Danmark. ”Vi er sat i verden for at styrke sangen i Randers på såvel eliteplan som på folkeligt niveau. Sang skaber trivsel og fællesskaber, det skaber bevidsthed om krop og stemme, og er derfor en fundamental del af den almenmenneskelige dannelse. Vores mål er, at mange flere vil opdage glæden ved at synge sammen, hvad enten det er i fællessang eller som del af et kor.”, siger Kristian Melchior Echwald, kunstnerisk leder i Sangkraft Randers.

En styrkelse af musik og kultur i Randers

”For mig, har det meget noget at gøre med at synliggøre den lokale musik i Randers også” fortæller nytiltrådt forperson i DMF-Randers afdelingen, sangerinde Karoline Gro Budtz. Hun ser frem til sangfestivalen både i kraft af sit arbejde som projektleder i Sangkraft Randers, og som repræsentant for de lokale professionelle musikere i byen.

”Noget af det, jeg som forperson for DMF-Randers netop gerne vil medvirke til, er at samle de forskellige lokale kræfter vi har i Randers, i fællesskaber om at udbrede kendskabet og kontaktfladen til- og for musikken og musikerne i byen. Med sangfestivalen er det en fornøjelse at se, en række gode aktører som bl.a. Sangkraft Randers, Kammerorkesteret, Randers bibliotek m.fl. samles om at præsentere et flot program med både internationale, nationale og ikke mindst fantastiske lokale musikere. Vi har her fået aktiveret et stort netværk og samarbejde imellem både institutioner, udøvende musikere, kommune og politikere omkring fokus på at synge. Det er jeg sikker på, giver gode oplevelser og en rigtig god synergieffekt til fordel for både byens borgere, musikerne og kulturlivet i Randers generelt.”

Nytiltrådt forperson i DMF-Randers afdelingen, sangerinde Karoline Gro Budtz (foto: Annelene Petersen).

Gratis for DMF-medlemmer

Som DMF-medlem kan du få gratis billetter til følgende koncerter:

  • Liedaften med duoen Vis-Westergaard d.  06.06.23. Følg linket for at rekvirere to gratis billetter.
  • Ligeledes kan du få gratis entré (komme på gæsteliste) til koncerten med Justine Boesen og Helene Tungelund lørdag d. 10. juni. Læs mere i programmet her.

For at blive skrevet på gæstelisten til denne koncert, kontakt Karoline Gro Budtz ved at sms´e til: 22 86 12 67

Voxperience – Randers Sangfestival finder sted i dagene 4.-11. juni. Den byder på et program, der favner bredt. Fra græsrod til verdensstjerne. Blandt de store navne står Bryn Terfel, Frederikke Kampmann, Francine Vis, Julie Steincke, Ivan Pedersen, Fallulah med mange flere. Lokale kor deltager også i vidt omfang – og du kan også være aktiv ved et af de mange åbne sangarrangementer i ugen.

www.voxperience.dk