Historien om Dr. Frankenstein, der i sit skumle laboratorium samler legemsdele fra døde mennesker til en komplet skabning, som han sætter strøm til og får vakt til live, er en udødelig klassiker. Siden romanen udkom i 1818, er Frankensteins rolle blevet fortolket både som den onde, gale videnskabsmand, men også som den romantiske idealist der handler til menneskehedens bedste. BASUNEN har denne gang talt med Martin Høybye, der med praksisviden og erfaring som professionel musiker siden 1990’erne, den 14. juni 2023 forsvarede sit ph.d.-forskningsprojekt ’Songs in the Key of Collaboration: Engaging with Anthropocene moments through personal and collaborative songwriting’, og således kan betegnes som videnskabsmand og certificeret forsker. Sammensyning af legemsdele er der, så vidt vides, ikke tale om i hans arbejde – men alligevel muligvis fødslen af et tidssvarende ‘monster’, der med ressourcer fra kunstbaseret forskningspraksis, kan spille positivt ind i videnskaben og måske blive en del af fremtidens metoder inden for etnografisk arbejde.

Martin Høybye er sanger, guitarist og sangskriver. Vokset op i det midtjyske på Brædstrup kanten, 51 år gammel og har til dato udgivet syv albums i eget navn, samt bøgerne ’For alt i verden’ og ’Noget om sangskrivning’. Hans historie som musiker starter som teenager, hvor han bor med sin guitar på en sofa hos sangskrivere i Maine i USA. Frem til i dag hvor han forsker i arbejdet med at implementere skabelse af kunst som et potentiale og værktøj i løsningen af de globale klima- og biodiversitetskriser, verden står over for – i det, der af nogle omtales som ’den antropocæne tidsalder’. Altså tiden fra midten af 1900-tallet og frem, der er kendetegnet ved menneskets afgørende påvirkning af Jorden.

Han ser sig selv som reflekterende praktiker, et begreb der forbindes med forskeren og videnskabsteoretikeren Donald Schön. Som trubadur og sangskriver er Martin rundet af den amerikanske ’confessional songwriting’ tradition, hvor der lukkes op for de personlige oplevelser, følelser, tanker og historier. Allerede som 17-årig stod Martin af flyet i Maine i USA og blev taget ind af de lokale sangskrivere Michael Hughes og Susan Moody. Her åbnede en ny verden sig for ham – en praktisk mesterlære erfaring i livet som sangskriver. Hans kunstneriske baggrund er derudover sat sammen med inspiration fra praktikere som Bob Dylan, Bruce Springsteen, Steve Earle, Lucinda Williams og Mary Gauthier m.fl.

Metropolerne trak i ham, de udenlandske såvel som de hjemlige. I 1992 bosatte han sig først i Aarhus i 5 år, og han tog derefter også en svingom med København i 5 år. Heraf således i løbet af 1990’erne rundet af musikmiljøerne i de to danske storbyer for derefter i 2002 at vende tilbage til Jylland, hvor en gammel murermestervilla ved 1,8 hektarer fredskov uden for Horsens siden har været hans hjemlige base.

Samtidig med at Martin opretholdt sine forbindelser til de amerikanske himmelstrøg og siden har genbesøgt, boet og arbejdet i bl.a. Californien, Nashville og Austin, blev Brundby Hotel på Samsø i de år, på initiativ af Poul Krebs, Frank Marstokk, Søren Jacobsen med flere, samlingspunkt for sangskrivermiljøerne i Danmark. Det ledte Martin ind i en række forskellige hjemlige samarbejder. Et af de mindre kendte var med Kasper Winding, med hvem han indspillede en række sange, som aldrig blev udgivet, og ”vist stadig ligger på Kaspers harddisk”, fortæller han.

Hans debutalbum ’East of November’ udkom først i USA, i 2002 og blev siden nomineret til ’Årets danske country-album’ ved DMA Folk. Hans samlede diskografi (se faktaboks nederst) afspejler en musikalsk nysgerrighed og åbenhed, hvor han som sangskriver også evner at strække sig over både originale julesange og et eksperimenterende electronica-møder-singer/songwriter album. Gennem årene har han modtaget flere priser for sin sangskrivning, bl.a. ‘Songwriter of the Year’ (Song Island), samt i International Songwriting Competition, USA Songwriting Competition, Unisong Songwriting Competition og Great American Songwriting Competition. Han har modtaget DPA’s påskønnelseslegat og har været nomineret til to Danish Music Awards.

Sideløbende har han uddannet sig til både socialpædagog og journalist. Har arbejdet som journalist, kommunikationsrådgiver og oversætter. Undervist både på konservatoriet, musikskoler, seminarium og højskoler, hvor han bl.a. har været med til at give Thomas Buttenschøn, Annika Aakjær og andre spirende talenter som Anna Bell og Stefan Fast den første luft under vingerne. Og så har han desuden arbejdet på socialpædagogiske opholdssteder og behandlingshjem.

Summen af mange års praktisk arbejde som skabende og udøvende kunstner, en bred erfaring indenfor kommunikation, undervisning og socialpædagogisk arbejde, samt hans mærkesag og store interesse for klodens aktuelle klima- og biodiversitetskriser, fik brikkerne til at falde på plads i forhold til et større forskningsprojekt. Han startede i 2018 på kandidatuddannelsen ’Sustainable Heritage Management’ på Aarhus Universitet, Institut for Kultur & Samfund, Afd. for Arkæologi og Kulturarvsstudier. En uddannelse med fokus på kritisk analyse af måden hvorpå vi forvalter vores kulturarv. ”Det gik ret hurtigt op for mig, at kolonihistorien bredt set er forbundet med vores klima- og biodiversitetskriser, selvom det ikke fylder meget i vores samtaler til daglig. Jeg måtte i den forbindelse også erkende, at vores danske kolonihistorie ikke er noget, vi lærer meget om i skolen herhjemme. En optagethed af historiske grunde til nuværende social og miljømæssig uretfærdighed ude i verden sporede mig ind på, hvad der senere blev til feltstudier i Cape Town, Sydafrika, og siden i Danmark, i forbindelse med min ph.d.-afhandling.”

En ph.d., som den Martin Høybye har taget, kan kort fortalt beskrives som en forskningsuddannelse, hvor der arbejdes med at udvikle metoder, defineres hvilke teorier man står på, hvordan man indkredser sit felt, og som resulterer i ny viden inden for et nærmere defineret område. I jobopslaget, som han allerede søgte, mens han læste sin magistergrad, blev det nævnt, at der ville blive set med positive øjne på anvendelse af kunstnerisk forskning. Hertil anvendte han to rammer for sit feltstudie. Den første, i 2019 hvor han opholdt sig 4 måneder i Sydafrika i kølvandet af den store såkaldte ’Day Zero’-krise, hvor Cape Town på det tidspunkt stod med alvorlig tørke og mangel på drikkevand. Her skrev han 18 sange med forskellige mennesker baseret på oplevelser af miljømæssig usikkerhed. Og den anden ramme var Covid-19 pandemien i Danmark, hvor han i 2020-2021 skrev 10 sange med folk, der handlede om forskellige oplevelser af denne udfordrende tid.

”De samtaler, der foregår, forud for at man skal samarbejde om at skrive en sang, som parterne ikke ved, hvad skal handle om endnu, er fuldstændigt unikke. Og på samme tid er der noget universelt, der går igen. Også selv om man ikke er musiker/komponist og aldrig har prøvet at skrive en sang før. Dén hypotese fra min kunstneriske praksis tog jeg med ind i mit feltarbejde.”

”Vi lever lige nu i en epoke, hvor det er nødvendigt at finde nye måder at eksistere på for at sikre, at vi også har en jordklode til vores efterkommere. Det arbejder vi på at løse med teknologi og naturvidenskab. Men klimakrisen handler om, hvordan vi lever som mennesker og for at ændre på det må vi også lære at forstå os selv på nye måder, danne nye forbindelser og anerkende andre måder at tænke, leve og gøre tingene på. Her er samskabelse og den kunstneriske fremgangsmåde et enormt interessant værktøj, i forhold til at skabe grundlag for en nødvendig fælles forståelse for, hvordan vi fremtidigt kan sameksistere under nye forhold. Det handler om at udnytte ressourcerne i den universelle forståelse, vi som mennesker har i sange og sangskrivning. Lige meget hvor jeg kom frem i verden i forbindelse med mine studier, så viste det sig, at de fleste af os har et repertoire i kroppen, der er præget af de sidste 50-70 års populærmusik. Vi har alle sammen hørt The Beatles, Elvis Presley eller Michael Jackson osv., og hvis vi sætter os ned og skal skrive en sang sammen, så er der allerede en fælles forventning om muligheder for former, melodier og strukturer. Jeg udviklede og brugte derudover en Q&A form til den etnografiske fremstilling, som med en række spørgsmål i detaljer udfolder, hvad der sker i en sangskrivningssession. Samtalerne og sangskrivningssessionen blev optaget, hvilket gav en masse materiale, som gjorde, at jeg bagefter kunne undersøge, hvad der ledte til skabelsen af introen, af versene, af omkvædet, af C-stykket osv.

Jeg måtte derfor også gå anderledes til værks end med gængse etnografiske metoder og tage de eventuelle slag, der måtte komme ved at stå på det valide i den form for kunstpraktisk forskning. Jeg blev bekræftet i mine antagelser om, at de ligeværdige samskabende møder kan give en anden viden end gængse interviewundersøgelser, spørgeskemaer, observationer osv. Det viste sig desuden at tale lige ind i en videnskabelig strømning i forsknings- og universitetsverdenen, hvor man taler om at ’afkolonialisere’ videnskabelige metoder ved fx i højere grad at inddrage forskningsdeltagere – også i analysearbejdet. Jeg mener, at mange folk er udmærket i stand til at analysere og forstå egne strukturelle udfordringer og deres egen personlige situation. Det kalder jeg ’analysis-in-the-making-moment’. Og alt det her er jeg så endt med en 250 sider lang afhandling om – på engelsk.”

Til afhandlingen hører 10 indspilninger af udvalgte sange fra feltstudierne. De udgør det centrale produkt, der, foruden at udfoldes som autoetnografiske praksisberetninger i afhandlingen, også tager form som albummet ’Songs in the Key of Collaboration’. Det er produceret i Aarhus, i samarbejde med Dennis Ahlgren, og udkommer i 2024.

Martin fortæller, at han i løbet af sin forskningsuddannelse ofte skulle forholde sig til sin egen position eller identitet, som for eksempel at være hvid, mand, have en vis alder, osv. ”Inden for universitets mure fyldte det tit mere end interessen for de enkelte sange, hvilket er forståeligt. Som mand, hvid, og relativt privilegeret midaldrende med rødbedefarvet pas og gult sundhedskort, har man bare nogle adgange i verden, som andre ikke nødvendigvis har. Men det kan fylde meget at være i en konstant forsvarsposition, samtidig med at man prøver at finde ud af at dele noget af det, der er det vigtigste for en. Så derfor gav jeg også mig selv frit løb i det endelige produkt, altså på ’Songs in the Key of Collaboration.’ Med hjælp fra Dennis, satte jeg mig for eksempel mest muligt på spidsen som sanger. Så jeg synger fra det dybeste grundfjeld, jeg overhovedet kunne finde – på vegne af de mange menneskelige møder og sangskrivningssessioner, det hele bygger på. Albummet står derfor også som et selvstændigt værk, det er ikke en akademisering af at lave en plade. Selve den kunstneriske del er i fri forbindelse med et sted allerinderst, et sted som jeg ved, at mange musikere kender til også. ’Down where the Spirit Meets the Bone’ som Lucinda Williams synger det.”

”Når vi skaber musik, laver vi en form for brugskunst. Udover at vi i dag kan fastfryse en sang i indspillet form, så kan den også rejse og eksistere og udvikle sig og blive en form for forandringskommunikation. Der sker en co-produktion inden i os som mennesker, når vi oplever og bruger kunst. Jeg føler derfor et stort ansvar for at bruge mig selv og mit praktiske håndværk til at formidle perspektiver og løfte historier, som andre folk deler med mig f.eks.i co-writing sessions.

Min tilgang har meget til fælles med sangskriveren Mary Gauthiers arbejde. I bogen ‘Saved by a song’ skriver hun, at ‘a song waiting to be born has something to teach the songwriter. Something we didn’t know before we wrote it’. Muligheden for læring i den udforskning er jo vigtig. Hun arbejder i Nashville, hvor hun kan se, hvordan sangskrivningen efterhånden er blevet gennem kapitaliseret af musikindustrien, hvor det kun handler om at flytte bundlinjer for investorer og ikke om at kommunikere mellem mennesker. Men hun siger f.eks.: ’I write songs that ask people to check in, not out’. Jeg tror, pointen er, at hun oplever at meget musik, der produceres i dag, holder i tomgang og handler om at give lytteren muligheden for at ’tjekke ud’ fra virkeligheden. Og at det ikke sker lige så meget den anden vej rundt, hvor sangene bliver brugt til at løfte svære udfordringer. Men det kan de altså også.”

Martin har med sin forsvarede ph.d.-afhandling været med til at vise, at kunstnerisk praksis og praktikerviden kan danne grundlag for nye forskningsmetoder. At man igennem mellemmenneskelige møder og kunstnerisk samskabelse kan opsamle data og omsætte processerne til etnografisk arbejde. ”Jeg har en grundlæggende tro på, at gensidig tillid mellem mennesker, altså ’basic trust,’ er det mest værdifulde, vi har – den virkelige kapital, hvis du spørger mig. I forlængelse af det, skal kunst tages alvorligt som vidensskabende felt. For her møder vi hinanden på måder, hvor det åbne, legende og udforskende er med og har værdi i sig selv.”

Han arbejder i øjeblikket på et manifest med nogle dogmer til brug i co-writing samarbejde mellem sangskrivere og mennesker, som ikke har skrevet sange før. Formålet er at øge fokus på den fredelige sameksistens med andre og vores planet i samskabelsen af sange om vores indbyrdes afhængighed. Planen er, at det skal udkomme sidst på året i 2023, og drømmen er, at det starter en slags bevægelse. Derudover vil han, både som kunstner og som forsker, gerne arbejde for skabelsen af et internationalt center for sangskrivning – gerne med base her i Danmark.

Kunst og musik har ofte ageret brugbart procesværktøj i andre brancher og erhverv. For øjeblikket ses det eksempelvis inden for sundheds- og omsorgssektoren, hvor dialog og samarbejde med kunstens verden aktuelt har relativt stor lydhørhed. Om det ender som i Frankenstein, hvor den gode doktor afslutningsvis jager sit elskede monster ud over isen ved Nordpolen, hvor den til sidst flygter ud på en isflage og ses drivende væk, opslugt af mørket, ved vi af gode grunde endnu ikke. Men, som Martin afslutningsvis siger: ”Der er ikke gået noget af mig ved at dele min praksis og afprøve, hvad den kan sammen med andre.”

Martin Høybyes forskningsprojekt har bl.a. også været omtalt af Kulturmonitor, læs artiklen her.

Hans ph.d.-afhandling afventer pt. endelig publikationsaftale. Følg med
https://martinhøybye.dk/blog/