Om BASUNEN
BASUNEN er et fagblad i webmagasin format, hvor vi sætter fokus på de professionelle musikere og musiklivet i region Midtjylland. BASUNEN udgiver løbende artikler månedligt, redaktionen varetages af DMF – Dansk Musiker Forbunds Aarhus afdeling, og indholdet udgives i samarbejde med DMF-afdelingerne i Randers, Silkeborg, Holstebro, Viborg, Herning og Djursland.
BASUNEN’s artikler skrives af musikere og skribenter med indgående kendskab til musikken. Formålet er at være en informationsplatform, hvor der fortælles om alt, hvad der kan interessere, inspirere, være vigtigt, og have faglig relevans for professionelle musikere i udførelsen af musikererhvervet. I BASUNEN fortæller vi om menneskerne i musikken. Om musikeres arbejde, situationer, funktioner, oplevelser, valg, prioriteringer, synspunkter, erfaringer og meget mere – ja, hvad som helst der kan belyse og give indblik og forståelse af de mange facetter af musikerfaget.
HISTORIE
Det første nummer af BASUNEN blev udgivet tilbage i februar 1988 som et trykt fagblad for medlemmerne af DMF Aarhus. I de første 13 år af bladets levetid var det med egen offsetmaskine og tryksværtefingre ud over det hele på DMF-kontoret i Aarhus. Hver udgivelse var en større praktisk opsætnings- og produktionsproces, der startede med blyant, lineal og Letraset, og foruden det hjemmegjorte offset-tryk også indbefattede transport af alle siderne på en sækkevogn igennem de århusianske gader ned til bogbinderen. I 2000 fik bladet et løft opad fra sort/hvid til et nyt format med farvetryk, opsætning og layout på computer samt tryk på god papirkvalitet.
I de følgende 20 år frem til og med 2020 blev BASUNEN fortsat fysisk trykt, udgivet og postomdelt fire gange årligt til alle medlemmer af DMF Aarhus. I denne periode steg oplaget således da musikerne i lokalafdelingerne i Midtjylland også kom på modtagerlisten. BASUNEN fik allerede i 1996 sin egen hjemmeside www.basunen.dk. I vores online arkiv ligger i alt 75 tidligere udgivelser fra 2004 og frem til 2022. De kan findes i bladarkivet her på siden.
I april 2021 overgik BASUNEN fra at være et trykt og postomdelt fagblad til at blive en 100% digital webmagasin platform. Bladet fremstilles og forefindes ikke længere fysisk. Nok har BASUNEN skiftet ham et par gange undervejs fra dagene med sort tryksværte på hænderne og frem til nu, men den redaktionelle linje er fortsat med blikket rettet imod fagligt, underholdende og oplysende journalistisk indhold af høj kvalitet.
De mange medlemmer af Dansk Musiker Forbund har igennem tiden læst med, siden snart fire årtier tilbage. Der har desuden, i arbejdet med BASUNEN bladet igennem årene, løbende været masser af respons, kontakt, dialog, netværk og samarbejde med en lang række branchefolk, organisationer, medier og andre samarbejdspartnere med mere, som har læst med.
Det er BASUNEN redaktionens opgave at fortælle om og levere inspirerende indblik i det århusianske såvel som det regionale musikmiljø. Det store antal musikerhistorier, samtaler, reportager, faglige tekster m.m. i BASUNEN’s udgivelsesarkiv er en spændende dokumentation af udviklingen i den professionelle lokale og regionale musik igennem de sidste årtier. BASUNEN udkommer nu løbende månedligt – vi håber du vil bruge siden. God læselyst!