Musikflyveren ‘på eventyr i hele verden’ (foto: Martha Aaholm Petersen).
Af: Lars Knudsen, DMF Aarhus.
Børnekulturhuset i Aarhus er udviklings- og kompetencecenter for børnekultur. De står i spidsen for nye projekter og indsatser på børnekulturområdet, udvikler kulturtilbud til daginstitutioner, skoler og familier i samarbejde med byens kulturinstitutioner og kunstnere og yder støtte, herunder økonomisk, til kulturprojekter for børn og unge. I et samarbejde med musikerne i bandet ’Musikflyveren’ blev børnehaverne i Aarhus kommune i år – for syvende år i træk – den 6. september til 30. september 2021 igen inviteret til at deltage i ’Musikalsk Børnehavefestival’. En årlig begivenhed der skal give børn og pædagoger en god og sjov oplevelse med sang og musik i egen institution samt en koncert i Børnekulturhuset i Valdemarsgade, hvor børnene optræder sammen med Musikflyveren foran et publikum. Hvert år deltager imellem 24-30 børnehaver.
Flypersonale på mission
De fire musikere i Musikflyveren er alle uddannede fra Det Jyske Musikkonservatorium og har stor erfaring og passion omkring musikformidling til børn. ”Vi skriver sange til børn, som inviterer til at få kroppen op at stå og også i ro. Vi skriver om ting børn kan relatere til med nemme tekster, som man kan synge med på. Musikflyveren startede med afsæt i et entreprenørskabsprojekt på konservatoriet, hvor et hold på 14 studerende skulle udvikle og afholde en form for event. Det var et pilotprojekt, som blev til det, der i dag hedder Musikalsk Børnehavefestival, hvor vi gik sammen to og to og skrev nye børnesange til syv børnehaver, som optrådte for hinanden.
Vi var efterfølgende fire fra entreprenørskabsholdet, der fortsatte samarbejdet med Børnekulturhuset, og nu syv år efter kan vi se, at vi har en mission, som er at lave vellydende og pædagogisk velfunderet musik til børnehavebørn.”
Det fortæller musiker Sofie Christiansen (sang, dans og fortælling) fra Musikflyveren, der desuden har Rasmus Hollerup (klaver, guitar, bas, kor), Steen Lavigna-Pedersen (trommer), Clara Aaholm (klaver, bas, kor) med ombord.
Personalet på Musikflyveren (foto: Martin Baltser Rasmussen).
Første albumudgivelse
Efter at have afholdt de to første Musikalske Børnehavefestivaler i 2015 og 2016 besluttede Sofie, Rasmus, Steen og Clara, at Musikflyveren også godt kunne gå på vingerne i de øvrige måneder på året, når der ikke lige var festival. I 2017 begyndte de således at spille koncerterne på biblioteker og andre steder rundt om i landet. Med sig havde de en række sange, som de selv havde skrevet og indspillet, som til sammen udgjorde deres første albumudgivelse ’På eventyr i hele verden’. En samling sange og historier om forskellige lande rundt om i verden.
Forskellige måder at kommunikere
Masser af børnekoncerter og nye ideer pressede sig på, og i 2020 udkom det andet album ’Fra morgenmad til skumbad’, som igen var en rejse, børnene kunne tages med ud på, denne gang i tid – fra morgen til aften.
Om arbejdet siger Sofie: ”Musikflyveren-projektet havde efter vores første udgivelse i mellemtiden vokset sig større og mere ambitiøst. Vi ville gerne bredt ud, og noget af det, vi derfor nu oplevede var at stå med overvejelserne omkring; hvem er det nu vi kommunikerer til – er det børnene? Forældrene? Er det pædagogerne, spillestederne, kommunerne? Der begyndte at være flere forskellige ting der hver for sig skulle tales op: det pædagogiske, kvaliteten og kunsten i musikken, koncertoplevelsen osv. Der er mange lag i kommunikationen og formidlingen af børnemusik, alt efter hvem man taler til. Man skal både i skabelse, udøvelse og afsætning være bevidst og tydelig omkring arbejdet med børnemusik, ellers er der risiko for. at det kan fremstå uklart. hvad man vil.
For at børnemusik er af rette kvalitet og berettigelse, skal det indeholde begge dele, både de pædagogiske og kunstneriske kvaliteter. Ellers kan man jo bare spille popmusik for børnene, der findes jo masser af god radiopop. Tilsætningen af pædagogik skal doseres med rette, ellers rammes hverken børnene eller de steder, som gerne vil købe og præsentere det.”
Fra ‘Små Synger Sammen 2019’ (foto: Sofie Christiansen)
Nye julesange under corona
Under coronaperioden brugte de tiden på at lave endnu et album, ’Jul i Rytmegade’. En juleplade der lige er udkommet den 19. november 2021 med julesange om alt. hvad der hører sig årstiden til af nisser og julemus, et juleorkester, sne, juletræer m.m. Musikflyveren fokuserer i alle deres sange på, at man aktivt kan være med og deltage fysisk, både til koncerterne og når man hører indspilningerne. Sangene har forskellige fagter og bevægelser, som børn og voksne kan se og lære at lave på www.musikflyveren.dk. ”Børnehaverne måtte ikke få besøg under coronanedlukningen, så vi prøvede online koncertformatet af og spillede nogle enkelte koncerter over nettet. Blandt andet en koncert i forbindelse med ´Spotlight-festival’ i Vejle på Vejle Musikteater som blev transmitteret ud til en række institutioner. Vores kommunikation er altid meget tæt med børnepublikummet, så det var en ny oplevelse at interagere direkte online med børn og de voksne, men det gik faktisk rigtig godt.”
Under coronaperioden brugte de tiden på at lave endnu et album, ’Jul i Rytmegade’. En juleplade der lige er udkommet den 19. november 2021 med julesange om alt. hvad der hører sig årstiden til af nisser og julemus, et juleorkester, sne, juletræer m.m. Musikflyveren fokuserer i alle deres sange på, at man aktivt kan være med og deltage fysisk, både til koncerterne og når man hører indspilningerne. Sangene har forskellige fagter og bevægelser, som børn og voksne kan se og lære at lave på www.musikflyveren.dk. ”Børnehaverne måtte ikke få besøg under coronanedlukningen, så vi prøvede online koncertformatet af og spillede nogle enkelte koncerter over nettet. Blandt andet en koncert i forbindelse med ´Spotlight-festival’ i Vejle på Vejle Musikteater som blev transmitteret ud til en række institutioner. Vores kommunikation er altid meget tæt med børnepublikummet, så det var en ny oplevelse at interagere direkte online med børn og de voksne, men det gik faktisk rigtig godt.”
‘Jul i Rytmegade’ udkom den 19. november 2021
Opsøgende kontakt i kommunerne
Sofie er glad for, at hun og kollegaerne i Musikflyveren i sin tid blev skudt ud og direkte videre fra studiet og i gang med det kommunale samarbejde med Børnekulturhuset i Aarhus om at afholde Børnehavefestivalen. ”I mange andre kommuner i Danmark er arbejdet med børnemusiktilbuddene slet ikke lige så organiseret som i Aarhus”, fortæller hun. Ofte er det via kontakt til de lokale bibliotekers børnebibliotekar eller en specifik børnekulturkonsulent i en given kommune, at børnehavekoncerterne planlægges og arrangeres. Nogle få børnehaver kan via de lokale kommunale prioriteringer have råd til selv at finansiere kulturtilbud, men langt de fleste af de koncerter, Musikflyveren spiller, er via de lokale biblioteker, der inviterer daginstitutioner ind til børnearrangementer eller kommunale puljer, som kulturaktører kan søge.
Hel kunstner til halv pris
I Aarhus kommune prioriteres mødet mellem børn og professionelle kunstnere blandt andet igennem Børnekulturhusets muligheder for støtte til børnekulturelle initiativer og produktioner – herunder også musik. Der er muligheder for hjælp til sparring omkring projekter og at søge f.eks. ordningen ’Hel kunstner til halv pris’, som kan ansøges af musikere med et kunstpædagogisk projektforløb for- og med børn. Formålet med ordningen er at give børn mulighed for at engagere sig i æstetisk kreative processer under vejledning af professionelle kunstnere samt at udvikle samarbejdet imellem de kunstneriske/kulturelle og de pædagogiske virkefelter (Mere info: https://boernekulturaarhus.dk/stoette/#1). Støtten ydes ved 50 % tilskud til kunstnerhonoraret.
Musikflyveren på cykel (foto: Francisco Esteban Camacho Perez)
Koncertløftet
Alle danske børn skal mindst én gang om året opleve en god koncert. Det er Statens Kunstfond og den brede vifte af statsstøttede musikinstitutioner fast besluttede på. Derfor samarbejder de via LMS – Levende Musik i Skolen – med skoler over hele landet om, at musikken kan nå ud til alle. Denne stort anlagte nationale indsats har fået navnet ’Koncertløftet’, da der er tale om et løfte om at formidle fantastiske musikoplevelser til alle skolebørn. ”Men hvad med børnehavebørnene?” siger Sofie og ønsker, sig at børn under 7 år også blev prioriteret på samme vis nationalt. I dagtilbuddenes læreplaner står der, at børnehavebørn skal møde kunst og kultur – både som skabere og publikum. Mange teatertrupper er en del af refusionsordningen, hvor institutioner kan købe kunsten til en billigere pris og gennem LMS kan skoler købe koncerter, som bliver støttet af bl.a. Kunstfonden. Der findes dog ikke nogen national støttemulighed til musik i børnehaver. Så derfor kan musik af høj kvalitet godt blive underprioriteret i institutioner, hvis der ikke lige er et børnekulturhus eller en ildsjæl af en børnekulturkonsulent i den pågældende kommune, der prioriterer de store musikalske oplevelser.
Oldemors sanglege
Under ’corona foråret’ 2021 gik Sofie i gang med at søge midler og kommunalpuljer til koncerter og faldt over Region Midtjyllands kulturudviklingsmidler.
Hun indgik sammen med Clara Aaholm fra Musikflyveren endnu et samarbejde med Børnekulturhuset i Aarhus og Favrskov Musikskole omkring projektet ’Oldemors Sanglege’, som de fik 95.000 kr. i støtte fra de regionale udviklingsmidler til at undersøge, hvordan de kunne skabe et produkt med nyindspillede, gamle sanglege, som kan anvendes af børn og pædagoger rundt om i børnehaverne.
”Det var en spændende proces, hvor vi forud for indspilningerne var ude og researche og lege sanglegene i 12 børnehaver i Aarhus og Favrskov kommune for at afprøve for eksempel, hvor lang tid det tager at komme i armkrog osv., for at flowet i sanglegene virker rent praktisk i virkeligheden når de fysisk leges”. Ud over sangindspilningerne skal projektet ‘Oldemors sanglege’ også udmønte sig i en generationskoncert for børnehavebørn og ældre plejehjemsbeboere, som også nyder at cykle rundt med armene til ’Først den ene vej, og så en anden vej’, og alle de gode danske sanglege fra gamle dage.
Stopdans på Kulturstationen i Horsens (foto: Cecilie Thorborg)
Retning
”Efter Børnehavefestivalen i 2015 tænkte jeg nok ikke lige, at det var børnemusikken, der skulle være min vej. Men det har alligevel måske tilfældigt og løbende ført forskellige andre relaterede jobs med sig. Først skabte vi som sagt Musikflyveren og begyndte med børnekoncerter, så blev jeg hyret til noget babyrytmik og fik et vikariat i en kirke og underviste større børn. Jeg har undervist i sang og i børnemusik på musikskole og så videre. Jeg har hørt en sige, at man skal arbejde i syv år inden for et område, før man kan se retningen i det, man laver. Efterhånden er der bare ret meget der, for mig, er gået i retningen af at arbejde med musik for børn – nogle ting er kommet tilfældigt, andre ting har jeg arbejdet benhårdt for, og jeg er ved at indse, at det nok er det primære felt og det rette bevidste valg at samle de ting, jeg laver i denne retning.
Selvom børnemusikken spiller en stor rolle i mit liv, synger jeg også i andre projekter. Jeg spiller i duoen Martin og Sofie, hvor vi har planer om en udgivelse i 2022, jeg synger og danser i Katrine Stochholms soloprojekt, synger i Gunnertoft Gospel Singers og til bryllupper i projektet ”Giv en sang” – og selvom man kunne tænke, at det stikker i mange forskellige retninger, hænger det meget godt sammen faktisk.
Jeg var engang på et kursus for selvstændige, hvor jeg kunne fornemme, at flere var lidt urolige for, at jeg lavede så mange forskellige ting og ikke helt kunne forstå min biks. Men så var der en, der sagde, at det var lidt, som om jeg havde en tøjbutik – jeg sælger mange forskellige ting: Jeg har både kjoler, sko og bukser på hylderne. Hvis jeg kun havde sokker, kunne det måske være svært at få det til at løbe rundt, men med flere forskellige varer er der noget til alle kunder. Og ligesom i en tøjbutik har min forretning en ensartet stil. For mig er alt nærvær, fortælling og formidling i en gennemgående rød tråd af ro og balance. Så længe man kan passe tingene sammen i sin butik, så giver det hele mening.
Det er nok en kombination af tilfældighederne, hvilket gemyt man har, og hvem du er som person. Men det er nok en god øvelse at huske at stoppe op en gang i mellem og lige kigge på butiksruden.”
Med den nye plade ’Jul i Rytmegade’ på repertoiret er Sofie og Musikflyveren klar til at jule med børnehavebørnene her i december måned. Hun håber og regner med at den årlige Børnehavefestival i Aarhus fortsætter med, hvad der vil blive den ottende udgave til september 2022, og så er Musikflyveren klar til at tage rundt til de mindste i hele landet og deres voksne.