Olga Witte er jazzpianist, komponist og arrangør, musiketnolog, kirkeorganist, underviser, foredragsholder, journalist med mere. Hun arbejder som organistvikar i flere kirker i Aarhusområdet. Derudover underviser hun på Dalgas Skolen i musikforståelse og antropologi og i bigband og jazzteori ved aftenskolen Fælles Fritid i Malling. Hun begyndte på solistuddannelsen som rytmisk komponist på Det Jyske Musikkonservatorium i 2019 og er efter planen færdig til næste år i 2023. Hun er desuden aktiv og bestyrelsesmedlem i komponistsammenslutningen ToneArt, og i det hele taget er der rigtigt mange ting og musikalske berøringsflader at tale med Olga om. BASUNEN har mødt hende for at høre historien om, hvordan musikken tog hende til Bali, som hun siden 2003 er blevet ved med at vende tilbage til.

”En veninde kunne spille ’In The Mood’ i C-dur på keyboard, og det var bare – Waow, tænk hvis jeg engang lærer det!” husker hun. Olga startede med at spille klaver som 9-årig. ”Når en akvariefisk eller en kanin afgik ved døden, eller der var noget med drenge, så fik de en hjemmelavet sang med på vejen.” Musikken definerede siden hendes valg. Galten Lilleskole var en socialistisk friskole med plads til masser af musik både i og uden for skoleskemaet, hvortil hun gladelig pendlede med bussen fra Aarhus i 80-90’erne. På Efterskolen Ådalen blev hun ramt af jazz, særligt Thelonious Monk, og på gymnasiet og Byhøjskolens frontsession blev interessen for at komponere og arrangere skærpet.

Interessen for fysik, matematik, videnskab og forskning er stor, og Olga har altid vidst, at hendes vej er akademisk. Men det blev dørene til Musikvidenskab på Aarhus Universitet, hun gik ind ad i 2000 og stiftede ved en amerikansk gæsteforelæser i musiketnologi kendskab til den indonesiske musikart gamelan. ”På det tidspunkt brugte jeg meget tid nede på Jazzbar Bent J. Jeg skrev og komponerede til mine egne grupper, men fik også som studerende lov til at skrive for Aarhus Jazz Orchestra. Min musik var allerede lidt skæv og anderledes og på vej væk fra bebop og mainstream jazz.

I sommeren 2003 tog jeg første gang til Indonesien. Jeg startede ud på Bali med tre ugers undervisning i gamelan i Peliatan, nabobyen til Ubud, der i guidebøger beskrives som Balis kulturelle hjerte og har en veludviklet turistindustri. Efter en tur til Nusa Tenggara måtte jeg igen tage nogle dages undervisning i balinesisk gamelan, inden jeg tog videre til Java og fik undervisning i den javanesiske gamelan, der lyder meget smukt, men som jeg fandt lidt for kedeligt at spille, så allerede efter tre dage vidste jeg, at jeg senere måtte vende tilbage til Bali og den balinesiske gamelan. Efter to måneders ophold vendte jeg hjem til Danmark. Det, jeg endnu ikke vidste, var, at det ville påvirke resten af mit liv.”

I 2005 vendte hun tilbage til Bali efter først at have rejst rundt i Singapore og Malaysia. For at få økonomisk støtte fra universitetet havde hun skaffet en kontakt til en danser og leder af en gamelangruppe på Bali. Han hentede hende ved hotellet i Kuta, hvor hun af skræk for det forestående feltarbejde havde indlogeret sig, og kørte hjem til Batuan, der ligger ca. 15 km. nord for turistbyen Sanur, hvor det gik op for Olga, at han forventede, at hun skulle bo der og følge deres organisation. Olga ønskede at lære, som de lokale gjorde, nemlig ved at deltage i en gruppe, men for at indhente de år der gik, fra de fleste mandlige balinesiske musikere starter med at lære, valgte hun også at tage soloundervisning ved gruppens musikalske leder.

Blandt de musikere hun fulgte i Batuan, talte næsten ingen engelsk, selvom turismen er en meget væsentlig og integreret del af livet på Bali, og de to gange om ugen tog ind og spillede på turiststeder og restaurationer i byen Kuta. Hendes første kontakt og hans far ledede grupperne i organisationen, og talte rigtig godt engelsk. Med de andre prøvede hun på det bedste indonesiske hun kunne, ud fra hvad hun havde lært fra et undervisningsbånd fra biblioteket i Aarhus, og Olga fik efterhånden lært sig sproget.

”Det hele var så overvældende i starten, at jeg nærmest kun forlod mit værelse, når vi skulle øve. Efter en uges tid begyndte jeg dog at komme ud og for at komme med til ceremoni, skulle jeg have den rigtige påklædning. Som kvinde er det en speciel bluse, kebaya, en slags tørklæde, man binder om maven, slendrang og en form for sarong, kamben. Jeg købte en kebaya, jeg senere kunne se, var virkelig grim, for jeg havde endnu ikke en fornemmelse af balinesisk mode. Den sad dårligt, for jeg kunne slet ikke overskue at få en skræddersyet og tænkte også, at det måtte være enormt dyrt. Og jeg købte den flotteste kamben – eller det troede jeg. Det viste sig at være en saput, det mændene har uden om deres kamben. Det svarede nærmest til at komme til fest i underbukser”, mindes hun.

Modsat andre udenlandske studerende skrev Olga ikke musikken ned, da hun netop ville opnå fornemmelsen af at lære, som en balineser gør. Gamelan er baseret på udenadslære, og Olga var der for at tillære sig hele den samlede forståelse af både kultur og musik. ”Jeg var meget bevidst om at komme på god fod med de lokale musikere i grupperne og takkede nej til at sidde i førerhuset på lastbilen med lederne, men satte mig altid om på ladet til de menige musikere. Så ret hurtigt blev jeg af min rigtigt gode ven, Koming, der spillede i gruppen, inviteret til at komme og spille med en kvindegruppe i hans ’banjar’ i nabobyen, Sukawati. Landsbyerne er inddelt i banjar, som er mindre lokalområder som varetager bl.a. ceremonielle opgaver. Jeg kom også til at først øve med hans banjars mandegruppe, og senere fik jeg også lov til at opføre med dem. Også børnene i hans banjar fik jeg lov til at øve med.”

At bo sammen med de lokale på Bali er bare helt anderledes. Der er rigtigt meget forståelse helt grundlæggende om levemåden og kulturen; hvordan man spiser med hænderne på den rigtige måde, hvordan man går på pedaltoilet uden wc-papir og meget mere, som er basal og nødvendig viden bare for at man kan begå sig. Heldigvis havde jeg min musikalitet og musikalske kunnen med fra Danmark, og det hjalp mig i at lære at spille den ret anderledes gamelan musik.”

”En anden i gruppen i Batuan inviterede mig hen og se ham spille, for han ville have, jeg skulle møde en virkelig dygtig musiker fra hans banjar, Meder. Han boede også i Sukawati, men i en anden banjar, banjar Gelumpang, og gennem ham fik jeg adgang til at spille med en gruppe bestående af dygtige musikere fra forskellige banjar. Jeg blev taget hjerteligt imod af hele hans familie, som adopterede mig, og dermed blev han min adoptivstorebror, og jeg fik en balinesisk mor og far, som behandler mig som en datter. Og pludseligt stod jeg der som 27-årig og måtte gøre rede for, hvad jeg havde lavet ude kl. 22 om aftenen, få hevet op i bukserne, når de faldt ned og blive holdt på panden, når jeg kastede op. Jeg oplevede, at man på Bali ’hører til’ andre, som er ansvarlige for én. Også rent formelt for at få opholdsvisum skal man have en invitation. Så jeg skiftede fra da af tilhørsforhold og har lige siden opholdt mig i Sukawati, når jeg er på Bali, hvor jeg er blevet accepteret som medlem af forskellige grupper, bl.a. Sanggar Kwangen.”

Hendes ophold på Bali varer typisk 1½ – 5 måneder ad gangen. Hun har fra 2005 og frem til i dag været på Bali 10 gange. ”Det er en stor gave via musik at have fået en ny familie og personlige tilhørsforhold omme på den anden side af kloden, som jeg stadig er i daglig kontakt med over mobilen og WhatsApp.” I 2020 var hun 2½ måned afsted sammen med sin danske familie, mand og to børn, men blev nødt til at skære tre måneder af opholdet, da corona brød ud.

”Gamelan er kompleks, og særligt musikken fra modernismen og frem går forrygende hurtigt og har skiftende hurtigt sammenflettede mønstre og lange melodistykker, der skal læres udenad. Musikken overleveres ved kropslig visualisering, hvor man lærer at bevæge sig som de andre eller læreren som man spiller efter øret. Der er enormt meget kropslig læring i at sidde ned på den måde og spille gamelan”, fortæller hun og refererer til videoen tidligere i denne artikel. Hoftesmerter, vabler, hård hud ovenpå fødderne og ekstra væv omkring knoglen på siden af foden viser tydeligt hvordan en dansk krop ikke er vokset op med at sidde og spille gamelan. Dog har musik også et højt abstraktionsniveau idet man som musiker skal kunne synge alle tonerne i en melodi på deres tonenavne før man betragtes som at kunne den enkelte komposition, og en overlevering kan også foregå ved at en af de andre musikere i forrygende tempo blot synger en række toner, ’ndong-ndo-ndeng-ndon-ndeng-ndong-ndeng-ndong-ndeng’, som man så må forsøge at huske så godt man kan.”

Herhjemme i Danmark er en stor del af Olgas arbejde at spille som organist i folkekirken. På Bali er ceremonierne og musikken en vigtig del af den hinduistiske kultur, og selv om Olga er meget involveret i udøvelsen af den balinesiske hinduisme, er hun ikke selv praktiserende hindu. Hun holder meget af den ro og det rum, der er i templerne samtidig med plads til, at børn også må være der og løbe rundt. Når man spiller til ceremoni på Bali, er det en musikalsk ofring, og der er altid en religiøs forbindelse i musikken, endda når man spiller for turisterne, hvor der stadig ofres til instrumenterne, inden man går på scenen. Menstruation er et tabu på Bali, og man derfor ikke deltage i ceremonier, ceremonielle parader, hvis man har menstruation. Nogle instrumenter er særligt hellige, og dem må man end ikke røre, når man menstruerer. Det er dog sket for hende, hvorefter der måtte gives en mængde nye ofringer for disse instrumenter.

Olga vil gerne med den musik, hun selv skriver, rykke lidt ved lytternes vaner. Ved at kombinere den eksperimentelle jazz med balinesiske gamelan principper har hun fundet frem til den lyd, som hun ville have på albumudgivelsen i eget navn fra 2021 ’Organ Trio No. 1+2’.

”Det for eksempel at skrive 4 tone gamelan musik må også kunne gøres i jazz, tænkte jeg. Det gør, at man må tænke anderledes og udvide den strukturelle forståelse af, hvad vi kan i musikken. Som komponist har jeg brugt mine musiketnologiske feltstudier til at oversætte fremmed musik til noget, som vi med det vestlige musikøre kan fornemme og forstå. Et niveau kan være at transformere en melodi i ren overførsel fra f.eks. klokker over til orgel eller saxofon. Noget andet er at arbejde med arrangerede unisone passager, der skal spilles præcist sammen uden for fast time og sammenflettede mønstre. At man på den måde godt kan lave musik på en anden måde, er nok det, jeg gerne vil vise det danske publikum.”

Vi har nok en stærk tradition for musikkens latinamerikanske og afrikanske elementer, men det asiatiske særpræg er typisk ikke så udbredt i den vestlige, rytmiske musik. Olga kunne godt have skrevet og indspillet musik for gamelan instrumenter, som publikum i Danmark ville have syntes eksotisk og spændende. Men hendes vinkel er at skabe en dybere oplevelse og forståelse. ”Det har jeg prøvet på ved i stedet at skrive musikken til orgel, basun og saxofoner, altså en oversættelse til instrumenter vi kender, hvilket, jeg synes, har opnået en anden musikalsk spænding og oplevelse, som vi ikke nødvendig kender herhjemme.”

Præsentationen af musikken er også vigtig for Olga. Børn er meget velkomne til koncerterne og behøver ikke sidde pænt og lytte. Til Olgas nylige koncert på SPOT festivalen sagde hun ved koncertstart, at publikum gerne måtte komme og gå undervejs, så publikumsrammerne er som på Bali også meget åbne og inkluderende til koncerterne med hendes to danske trioer.

Grunden til, jeg overhovedet i begge trioer anvender to af de samme instrumenter (hhv. pibeorgel + trækbasuner, og pibeorgel og saxofoner, red.) er, at i balinesisk gamelan er instrumenterne næsten altid parrede og dualismen er til stede i meget af den balinesiske, kulturelle praksis.

Hun har forskellige musikalske projekter og arbejdsopgaver i kalenderen herhjemme i den kommende tid. Til august 2022 udkommer nyt album med gruppen Kalaha (Niclas Knudsen guitar. Emil de Waal, trommer, Jens ‘Rumpistol’ Christiansen, synths, Anders Stig Møller, bas og Hilal Kaya på vokal) og til Aarhus Jazz Orchestra har hun skrevet åbningsnummeret, hun skal skrive musik et ToneArts efterårsprojekt, og hun har en komponistopgave for Niels-Ole Bo Johansen.

Hvor mange komponister trækker på personlig og følelsesmæssig inspiration, dykker Olga ned og henter den i sine studier af og interesser for kulturer og videnskab. Sidste år skrev hun et værk, der byggede på en bog om relativitetsteorien, i år gælder det store spring ud i kompleksiteten med et værk om kvantemekanikken. Hun skal tale om gamelan på en konference for ph.d.-studerende og forskere i Bergen, Norge, og inden længe begynder forberedelserne til hendes debutkoncert på Det Jyske Musikkonservatorium.