JJ Paulo på scenen til Music City Aarhus åbningskoncerten på Bispetorvet den 26. marts 2022 (foto: Martin Dam Kristensen).
Af: Lars Knudsen, DMF-Aarhus.
Der er en lang gør-det-selv tradition i Aarhus for, at musikere selv starter pladeselskaber, bygger lydstudier, laver bookingbureauer, og hvad der ellers er brug for for at få musikken frem. Aarhus er ikke større, end at man altid har fundet hinanden på kryds og tværs og indgået producerende og samarbejdende fællesskaber. Den kreative og skabende musikalske værdikæde har været kørende i årtier, og det er vigtigt, at den stadig er fungerende og intakt. Tag størstedelen af de kendte danske hits fra 80’erne, som de fleste ved, kom fra et pladestudie i Viby J. Og bemærk, at det samme stadig gør sig gældende for en lang række af de nye hits, som ofte er mixet, produceret eller indspillet i nogle af de lokale studier nede på Sydhavnen i Aarhus C. Så med tradition for at være en gør-det-selv-musikby er det store fælles gør-det-selv projekt kaldet Music City Aarhus 2022 opstået og har i løbet af indeværende år samlet musikmiljøet og sat det sammen på nye måder til gavn for musikere og branche og til glæde for byens publikum.
En workshop idé
For fire år siden samledes et større antal aktører fra musikmiljøet i Aarhus til en workshop hos Promus i Vester Allé med formålet at konkretisere, hvad det lokale musikliv havde af ønsker og behov. I kølvandet på det forgangne år, hvor Aarhus var europæisk kulturhovedstad 2017, var ideen at drøfte, hvordan man kunne videreføre det kulturelle fokus og synergi, men med musik som specifikt indsatsområde. En af ideerne fra workshoppen var at tage arven fra kulturåret videre og følge op med et officielt musikår i byen: Music City Aarhus 2022.
Sekretariatsleder for Music City Aarhus 2022, Jesper Mardahl (foto: Vera Løvø Giver).
Sideløbende havde Aarhus Kommune sammen med Erhverv Aarhus taget initiativ og etableret et nyt erhvervs- og kulturnetværk i Aarhus bestående af politikere, erhvervsfolk og kulturrepræsentanter, hvor Jesper Mardahl fra Promus sad med til bords. Her bragte han ideen om Music City Aarhus 2022 op som en god ide til et konkret projekt, som netværket kunne arbejde med med henblik på at forene de lokale erhvervs- og kulturkræfter.
”Music City Aarhus 2022 er et organisk projekt, og som sådan i udgangspunktet ikke en ide som nogle bestemte har fundet på, men det opstod ved at være igennem en række instanser, som har bidraget og arbejdet hen imod, hvor vi er nu her i år,” fortæller Jesper Mardahl, der er leder af Music City Aarhus 2022 sekretariatet.
Ny forening
I januar 2020 mødte 146 personer således op på AROS til stiftende generalforsamling for foreningen Music City Aarhus 2022, netop inden Corona pandemien brød løs. Der blev nedsat en foreningsbestyrelse, som gik i gang med at udvikle på projektet, og i efteråret 2021 blev ’Music City Aarhus 2022’ som projekt en del af Aarhus Kommunes kulturpolitik for 2021-2024. Her blev af kommunen sat 5 millioner kroner af til udvikling af Music City Aarhus 2022 med formålet at medvirke til at genstarte musikken i kølvandet på Coronakrisen.
Foruden sekretariatet har Music City Aarhus 2022 en styregruppe, som har det indholdsmæssige ansvar for musikby året. Styregruppen er en blanding af repræsentanter for foreningen, der initierede projektet, erhvervslivet og det aarhusianske musikliv, bestående af advokat Hanne Kirk (Garrissen & Federspiel), forperson for Promus’ bestyrelse Astrid Elbek, Camilla Aneto Olesen (Turkis), Terje Vammen (formand for Erhverv Aarhus), Ole Dreyer (formand for Musikforlæggerne i Danmark) og Gunnar Madsen (Spot Festival).
Duoen Thief on the Roof (foto: Martin Dam Kristensen).
Struktur på projektet
De afsatte midler fra kommunen muliggjorde nedsættelsen af et sekretariat for projektet Music City Aarhus 2022 etableret med Jesper Mardahl som daglig leder med opgaven at facilitere og formidle musikårets events og indhold, at administrere kommunens afsatte økonomi i en pulje af frie midler, udarbejdelse af fondsansøgninger samt skabe og varetage partnerskaber med samarbejdspartnere og eksterne bidragsydere.
Jesper Mardahl: ”Vores rolle har været at implementere de rammer for Music City Aarhus 2022, som blev udarbejdet af bestyrelsen for foreningen og samtidig folde paraplyen ud, som alle arrangører og spillesteder har været velkomne til at lægge sig ind under. Formålet har været at varetage administration og agere sekretariat blandt andet ved at have puljer med frie midler kørende, som har kunnet ansøges til koncerter m.v. Vi har i sekretariatet været den samlende markedsføringsplatform for hele projektet og hjulpet til med at informere og fortælle nyhederne, både til borgerne og til miljøet, om alle de spændende koncerter og musikalske tilbud, der er at opleve i Aarhus her i musikåret.
Millioner til små og store
Music City Aarhus 2022 har to kurateringsgrupper bestående af professionelle musikere og branchefolk, som tilsammen har uddelt 2,5 mio. kommunale kroner til omkring 100 projekter. De har haft fokus på hvert sit niveau: 1. Styrkelse af byens vækstlag og 2. Styrkelse af samarbejdsprojekter mellem byens mange etablerede aktører. Alt fra bandet Total Hip Replacements koncerttur på skoler og plejehjem til ’En Symfoni til Aarhus’ med Lydenskab sammen med Aarhus Jazz Orchestra, Aarhus Sinfonietta og Musikhuset Aarhus. I skrivende stund her i september 2022 er alle frie midler blevet uddelt, så der kan ikke længere søges.
”Musikårets indhold og værdi har glædeligvis undervejs yderligere affødt en positiv effekt, hvor Salling Fonden kom med 2 mio. kroner øremærket til åbnings- og afslutningskoncerterne og Kirsten og Gunnar Fonden, som har givet 6,7 mio. kroner til en lang række større projekter bl.a. Aarhus Vocal festival, Immense Festival, Aarhus Jazz Tømmerflåde, Den Jyske Opera – ’Open Square, Bright Light’ og mange flere,” siger Jesper Mardahl.
Simon Olsen fra Baest (foto: Martin Dam Kristensen).
Hyldest til fortiden, nutiden og fremtiden
Den store åbningskoncert på Bispetorvet den 26. marts blev en hyldest til fortidens, nutidens og fremtidens musikby. Nogle af tidens mest fremadstormende navne fortolkede hver et kendt Aarhusnummer efter eget valg sammen med husorkesteret The Antonelli Orchestra. En flot åbning hvor seks tusind mennesker på torvet oplevede Aggi Dix, Asbjørn, Dayyani, Dopha, Emil Johannesen (Zar Paolo), iomfro, JJ Paulo, Josva, Kajsa Vala, Sarah Wichmann (Rigmor), Simon Olsen (Baest) og Thøger Dixgaard.
Aktuelt er musikårets samlede program i fuld gang, og mange af de støttede projekter kommer til her i den sidste del af 2022. ”Vi kigger aktuelt på planlægningen af afslutningsarrangementet der afholdes den 17. december 2022. Jeg kan p.t. ikke løfte sløret for det endnu, men vi planlægger noget ud fra en grundtanke om at involvere så mange af både byens borgere og musikere som muligt. Året slutter desuden med en række store arrangementer som eksempelvis Who Killed Bambi, der har et kæmpe koncertprojekt i Musikhuset og Det Jyske Musikkonservatorium, der laver en ’Roof Top Symphony’ med lys og elektronisk musik.
Asbjørn (foto: Martin Dam Kristensen).
Pris og podcast
Musikåret har materialiseret sig i form af en lang række forskellige koncertarrangementer og events. Man ønsker også at gøre opmærksom på byens musikmiljø på flere andre måder. ”Vi har sammen med Aarhus Stiftstidende lige i øjeblikket ’Music City Aarhus 2022 Talentprisen’ i luften, hvor læserne kan stemme på hvem af fem interessante lokale kunstnere, der kan vinde 10.000 kroner. Vi vil også gerne henvise til historikken i Aarhus og kører derfor et fantastisk initiativ ved navn ’Byens Lydspor’. Her kan du gå på opdagelse i Aarhus’ musikhistorie ved at følge et spor rundt i byen, hvor der findes ti Lydspor-skilte, hvor du med en app kan høre podcasts med musikhistorier fra legendariske koncertsteder som Jazzhus Tagskægget, Genlyd og Feedback studiet, Vejlby-Risskov Hallen med flere.
En stor fotoudstilling ’Lydbilleder’ med fotos af de store lokale musiknavne er også på vej på Store Torv.”
Musikere og solister bukker og takker efter en forrygende musikby åbningskoncert (foto: Martin Dam Kristensen).
Basis for fremtidigt samarbejde
Music City Aarhus 2022 er oppe på en samlet projektøkonomi på 15 mio. kroner, som er gået tilbage til musikken i Aarhus i år, og der håbes på, at nogle af de nye samarbejder, der er opstået, kan fortsætte fremtidigt og videre efter 2022. Både de nye som Kirkens Korshær, der gik ind med 500.000 kroner og i samarbejde med Spot lavede koncerter for udsatte. Magistraten for Sundhed og Omsorg der muliggjorde at ny musik kom ud på folkehusene. Men også de i forvejen kendte organisationer, institutioner og musikaktører i nye konstellationer har stået sammen om projekter i løbet af musikåret.
Iomfro (foto: Martin Dam Kristensen).
Evaluering og blik fremad
Det hele startede på baggrund af en workshop tilbage i 2018 og for at se fremad, er der ved at blive planlagt en ny workshop i oktober måned. Her vil man gerne have kommentarer og reaktioner på hvordan musikåret er forløbet, ind til videre, men i høj grad også inputs til, hvordan vi i Aarhus kan tage det med os og bære faklen videre, hvem skal gøre det og så videre. Mange ting fra den gamle workshop blev faktisk siden realiseret – vi fik et musikby år, der kom en musik-erhvervspulje, Lydbyen kommer på Sydhavnen om få år for at bevare produktionsmiljøerne i byen og Institut for X på Godsbanen har fået forlænget deres kontrakt mange år fremad.
Mere end 6.000 publikummer på Bispetorvet (foto: Martin Dam Kristensen).
Aarhusianerne vil mest kulturen
Analyseinstituttet Epinion har inden for de seneste år foretaget tre borgertilfredshedsundersøgelser for Aarhus kommune, der viser, at 37 % af borgerne i Aarhus mener, at kulturen er den vigtigste grund til, at byen er en god by at bo i. Aarhusianerne prioriterer altså kultur – og dermed også musik – højere end eksempelvis så vigtige områder som miljø, børneinstitutioner og plejehjem, når det kommer til at vælge, hvor vi gerne vil bo og trives, opholde og udfolde os. Jesper Mardahl slutter: ”Når året er omme lukkes sekretariatet ned, og så må foreningen Music City Aarhus 2022 tage stilling til, hvad de så gør. Det har været et ret enestående projekt, Music City Aarhus 2022. Der er festivaler, festuger osv. mange andre steder, men det er ikke set før, at man sætter rammen for et helt år. Jeg fornemmer, at forståelsen fra kommunalt hold for musikkens værdi, med musikåret er vokset et hak mere og dermed forhåbentlig fremadrettet fortsat bakkes op af politikerne i Aarhus til glæde for borgerne og for det samlede musikmiljø.”