Den Danske Sang (af Phillip Faber) – Omslagsgrafik af : Kenneth Schultz
Phillip Faber har fortalt sin musikalske historie og om sine 20 yndlingssange til journalisten og forfatteren Rikke Hyldgaard, som derefter har skrevet det hele sammen.
Phillip Faber (PF) fortæller gennem bogen engageret og medrivende om sin musikalske barndom og sit voksenliv som dirigent og om de sange, der har betydet meget for ham både som voksen og som barn.
Bogen starter med, at den fireårige PF og moderen er på køretur en sen aften. PF sidder døsigt på bagsædet, og moderen synger ”Solen er så rød mor” for ham. Han er bange for ræven og er det også senere i barndommen. Sangen satte sig spor, som PF siden tænker tilbage på, når han hører og synger sangen. På samme måde beskriver han også de oplevelser, han har haft med de øvrige 19 yndlingssange, der beskrives i bogen. Når han synger disse sange, går tankerne tilbage til det det første møde, som er fæstnet klokkeklart i bevidstheden. Nogle mennesker erindrer i billeder, nogle i dufte og PF husker altså i musik – og her ser vi, hvor stor betydning musikken har for de børn, som bliver optaget af den.
”Solen er så rød mor” vender han i øvrigt tilbage til af flere omgange, bl.a. i en diskussion om Carl Nielsens originale melodi, der går vuggende i 6/8 og diverse moderne versioner i 4/4. PF holder sig i princippet til det originale forlæg, men på et tidspunkt skal DR pigekoret synge sangen i et arrangement i 4/4, og det giver ham stof til eftertanke, bl.a. om de vil få kommentarer, om koret ikke kan læse de rigtige noder.
Der er musikalske oplevelser, som for eksempel da DR Pigekoret er med til OL i Rio. Her møder de en udenlandsdansker, der siger ”Jeg har aldrig savnet Danmark så meget, som da koret sang I Danmark er jeg født.” Jeg får helt gåsehud, når jeg læser dette, for det er konglomeratet af den stemning, som musik og sang giver os, når vi synger og musicerer i fællesskab. Vi samler den danske sang op – og gemmer den gennem hele livet.
Musikken påvirker og præger børn på forskellige måder – nogle gange sker det, fordi familien er musikalsk og synger og spiller. Andre gange er det tilfældigheder, der gør forskellen. PF bliver hundepasser for en overbo med et brækket ben. Hun har klaver, og PF får den første oplevelse af at lave musik sammen med andre, da hun synger med på ”Et barn er født”. Et magisk øjeblik. Senere møder PF en gymnasielærer, der sætter ham til at dirigere et værk, PF selv har komponeret. Som han selv siger, så havde han nok ikke været dirigent, hvis læreren ikke havde vist ham den tillid.
PF skriver om B.S. Ingemann og C.E.F. Weyse, der udgav otte morgensange til børn. En til hver dag i ugen og en ekstra. Her var I østen stiger solen op og Titte til hinanden, der altså oprindelig er skrevet som børnesange. PF funderer over, at de senere er overtaget af voksne, og at de her i coronaperioden igen efter næsten 200 år vendte tilbage til børnene. Han nævner i samme åndedrag ”Jeg ved en lærkerede”, som han opfattter som en børnenationalsang. PF beskriver også, at der er sange, der har et langt liv over mange hundrede år. De er uopslidelige. Jeg fristes til at spørge: Gad vide, hvilke sange vi synger om 100 år – og hvilke sange der overlever fra 2021. Sange bundfældes og indoptages, når de bliver brugt.
PF omtaler børn og voksne, der af skolen eller andre har fået at vide, at de ikke kan synge. Han mener faktisk, at de voksne, der gør det, burde skamme sig over, at de har lukket munden på andre med den slags udmeldinger. PF sammenligner det med at kunne løbe. Det kan alle mennesker – men nødvendigvis ikke 100 m på tid eller maratonløb. Så han opfordrer alle, der har en lunge og stemmelæber, til at synge og deltage i sanglig udfoldelse. ”Vi skal ikke lade os kue, men have gode aftaler om, at det er ligegyldigt om toptonen bliver sublim eller ej”.
Bogen indeholder afsnit med analyser af kompositioner og det at komponere og skrive sange, om DR pigekorets oplevelser med at indsynge fodboldsange, mørkekoncerter mv.
Jeg kan roligt anbefale bogen, og personligt har jeg haft de sange og salmer, PF beskriver i bogen, kørende i hovedet og på klaveret undervejs. Det har været skønt at få dem genopfrisket og blive mindet om, hvorfor sangen og musikken er vigtig – både for børn og voksne.
Phillip Faber har fortalt sin musikalske historie og om sine 20 yndlingssange til journalisten og forfatteren Rikke Hyldgaard, som derefter har skrevet det hele sammen.
Phillip Faber (PF) fortæller gennem bogen engageret og medrivende om sin musikalske barndom og sit voksenliv som dirigent og om de sange, der har betydet meget for ham både som voksen og som barn.
Bogen starter med, at den fireårige PF og moderen er på køretur en sen aften. PF sidder døsigt på bagsædet, og moderen synger ”Solen er så rød mor” for ham. Han er bange for ræven og er det også senere i barndommen. Sangen satte sig spor, som PF siden tænker tilbage på, når han hører og synger sangen. På samme måde beskriver han også de oplevelser, han har haft med de øvrige 19 yndlingssange, der beskrives i bogen. Når han synger disse sange, går tankerne tilbage til det det første møde, som er fæstnet klokkeklart i bevidstheden. Nogle mennesker erindrer i billeder, nogle i dufte og PF husker altså i musik – og her ser vi, hvor stor betydning musikken har for de børn, som bliver optaget af den.
”Solen er så rød mor” vender han i øvrigt tilbage til af flere omgange, bl.a. i en diskussion om Carl Nielsens originale melodi, der går vuggende i 6/8 og diverse moderne versioner i 4/4. PF holder sig i princippet til det originale forlæg, men på et tidspunkt skal DR pigekoret synge sangen i et arrangement i 4/4, og det giver ham stof til eftertanke, bl.a. om de vil få kommentarer, om koret ikke kan læse de rigtige noder.
Der er musikalske oplevelser, som fx da DR Pigekoret er med til OL i Rio. Her møder de en udenlandsdansker, der siger ”Jeg har aldrig savnet Danmark så meget, som da koret sang I Danmark er jeg født.” Jeg får helt gåsehud, når jeg læser dette, for det er konglomeratet af den stemning, som musik og sang giver os, når vi synger og musicerer i fællesskab. Vi samler den danske sang op – og gemmer den gennem hele livet.
Musikken påvirker og præger børn på forskellige måder – nogle gange sker det, fordi familien er musikalsk og synger og spiller. Andre gange er det tilfældigheder, der gør forskellen. PF bliver hundepasser for en overbo med et brækket ben. Hun har klaver, og PF får den første oplevelse af at lave musik sammen med andre, da hun synger med på ”Et barn er født”. Et magisk øjeblik. Senere møder PF en gymnasielærer, der sætter ham til at dirigere et værk, PF selv har komponeret. Som han selv siger, så havde han nok ikke været dirigent, hvis læreren ikke havde vist ham den tillid.
PF skriver om B.S. Ingemann og C.E.F. Weyse, der udgav otte morgensange til børn. En til hver dag i ugen og en ekstra. Her var I østen stiger solen op og Titte til hinanden, der altså oprindelig er skrevet som børnesange. PF funderer over, at de senere er overtaget af voksne, og at de her i coronaperioden igen efter næsten 200 år vendte tilbage til børnene. Han nævner i samme åndedrag ”Jeg ved en lærkerede”, som han opfattter som en børnenationalsang. PF beskriver også, at der er sange, der har et langt liv over mange hundrede år. De er uopslidelige. Jeg fristes til at spørge: Gad vide, hvilke sange vi synger om 100 år – og hvilke sange der overlever fra 2021. Sange bundfældes og indoptages, når de bliver brugt.
PF omtaler børn og voksne, der af skolen eller andre har fået at vide, at de ikke kan synge. Han mener faktisk, at de voksne, der gør det, burde skamme sig over, at de har lukket munden på andre med den slags udmeldinger. PF sammenligner det med at kunne løbe. Det kan alle mennesker – men nødvendigvis ikke 100 m på tid eller maratonløb. Så han opfordrer alle, der har en lunge og stemmelæber, til at synge og deltage i sanglig udfoldelse. ”Vi skal ikke lade os kue, men have gode aftaler om, at det er ligegyldigt om toptonen bliver sublim eller ej”.
Bogen indeholder afsnit med analyser af kompositioner og det at komponere og skrive sange, om DR pigekorets oplevelser med at indsynge fodboldsange, mørkekoncerter mv.
Jeg kan roligt anbefale bogen, og personligt har jeg haft de sange og salmer, PF beskriver i bogen, kørende i hovedet og på klaveret undervejs. Det har været skønt at få dem genopfrisket og blive mindet om, hvorfor sangen og musikken er vigtig – både for børn og voksne.
Den Danske Sang (af Phillip Faber) – Omslagsgrafik af Kenneth Schultz.
Annelise Dahlbæk (ALD) har netop udgivet bogen Musikundervisning – en fagmetodik. Allerede i indledningen kommer hun ind på en række tanker og spørgsmål, som i hvert fald hos mig giver anledning til at tænke, at allerede her viser bogen sit store værd. ALD skriver i første sætning, at ”praksis kan have en tendens til at stagnere, enten fordi det er komfortabelt, fordi det er tidsbesparende, eller bare er det, som erfaring har vist fungerer.” Efter dette trækker jeg vejret dybt og reflekterer over min egen musikalske pædagogik og praksis og tænker: Ja, vi har dels brug for den komfortable praksis, vi har i vores undervisning af børn, men vi har også brug for udvikling af vores praksis og dermed også brug for refleksion og evaluering af vores daglige praksis.
Det giver ALD så i resten af bogen læserne mange redskaber til – både på et reflektorisk plan og med mange konkrete eksempler på projekter og aktiviteter, der kan udføres i musikundervisningen. Alle eksemplerne er bygget op omkring denne model, som jeg synes virker rigtig godt, og et særligt element i modellen er normkritikken, som netop opfordrer musiklæreren til kritisk, konstruktiv refleksion om egen praksis:
Gennem bogens kapitler læner ALD sig dels op ad Frede V. Nielsens bog ”Almen Musikdidaktik” og dels sine egne bøger om musikundervisning og giver nye vinkler på stoffet i kapitler som metoder i musikundervisningen, indhold som metode, aktivitetsformer som metode, sociale organiseringsformer, progression og differentiering som metode, åben skole og praksisfaglighed, hvor ALD kommer med mange eksempler, der systematiseres og tilrettelægges efter ovennævnte model. ALD betoner i bogen, at instruktive metoder ofte fylder for meget i musikundervisningen, og at peer learning/sidemandsoplæring/uformel læring, er en lige så central måde at lære musik på – altså metoder hvor eleverne lærer af hinanden.
ALD skriver lidt om forskellige musikpædagoger og deres teorier, uden at det på nogen måde bliver en bog, der er bundet op på disse teorier. Men her savner jeg alligevel, at ALD i det mindste berører den særlige musiktradition, vi har i Danmark og som er grundlagt i mellemkrigstidens 1930’ere af Bernhard Christensen og Astrid Gøssel.
De tager om nogen udgangspunkt i, at børn for at sige det populært danser, før de kan gå og synger før de kan tale, og at børn i det hele taget har mange egne musikalske udtryksformer. Jeg mener, det er vigtigt, at fastholde, at børn også har deres egen musikalitet, som er vigtig både at fastholde og videreudvikle.
På trods af dette, kan jeg varmt anbefale bogen, som jeg har læst med stor interesse, og som jeg har nævnt tidligere, var jeg solgt, allerede da jeg havde læst indledningen.
Annelise Dahlbæk (ALD) har netop udgivet bogen Musikundervisning – en fagmetodik. Allerede i indledningen kommer hun ind på en række tanker og spørgsmål, som i hvert fald hos mig giver anledning til at tænke, at allerede her viser bogen sit store værd. ALD skriver i første sætning, at ”praksis kan have en tendens til at stagnere, enten fordi det er komfortabelt, fordi det er tidsbesparende, eller bare er det, som erfaring har vist fungerer.” Efter dette trækker jeg vejret dybt og reflekterer over min egen musikalske pædagogik og praksis og tænker: Ja vi har dels brug for den komfortable praksis, vi har i vores undervisning af børn, men vi har også brug for udvikling af vores praksis og dermed også brug for refleksion og evaluering af vores daglige praksis.
Det giver ALD så i resten af bogen læserne mange redskaber til – både på et reflektorisk plan og med mange konkrete eksempler på projekter og aktiviteter, der kan udføres i musikundervisningen. Alle eksemplerne er bygget op omkring denne model, som jeg synes virker rigtig godt, og et særligt element i modellen er normkritikken, som netop opfordrer musiklæreren til kritisk, konstruktiv refleksion om egen praksis:
Gennem bogens kapitler læner ALD sig dels op ad Frede V. Nielsens bog ”Almen Musikdidaktik” og dels sine egne bøger om musikundervisning og giver nye vinkler på stoffet i kapitler som metoder i musikundervisningen, indhold som metode, aktivitetsformer som metode, sociale organiseringsformer, progression og differentiering som metode, åben skole og praksisfaglighed, hvor ALD kommer med mange eksempler, der systematiseres og tilrettelægges efter ovennævnte model. ALD betoner i bogen, at instruktive metoder ofte fylder for meget i musikundervisningen, og at peer learning/sidemandsoplæring/uformel læring, er en lige så central måde at lære musik på – altså metoder hvor eleverne lærer af hinanden.
ALD skriver lidt om forskellige musikpædagoger og deres teorier, uden at det på nogen måde bliver en bog, der er bundet op på disse teorier. Men her savner jeg alligevel, at ALD i det mindste berører den særlige musiktradition, vi har i Danmark og som er grundlagt i mellemkrigstidens 1930’ere af Bernhard Christensen og Astrid Gøssel.
De tager om nogen udgangspunkt i, at børn for at sige det populært danser, før de kan gå og synger før de kan tale, og at børn i det hele taget har mange egne musikalske udtryksformer. Jeg mener, det er vigtigt, at fastholde, at børn også har deres egen musikalitet, som er vigtig både at fastholde og videreudvikle.
På trods af dette, kan jeg varmt anbefale bogen, som jeg har læst med stor interesse, og som jeg har nævnt tidligere, var jeg solgt, allerede da jeg havde læst indledningen.
Musikundervisning – En fagmetodik (af Annelise Dahlbæk)
