Rune mener, at internettet er så mættet, at man er nødt til at ’gå på gaden igen’. ”At holde et arrangement, er jo i dag lige som at skulle holde to forskellige begivenheder. Du har det fysiske, hvor folk møder op, og så har du online begivenheden, hvor det skal se godt, attraktivt og validerende ud – ligesom et CV. Den fysiske begivenhed og onlinebegivenheden kan i dag efterhånden være trukket så langt fra hinanden, at de i nogle tilfælde er nærmest to ting.

Jeg oplever i de segmenter, jeg arbejder med, at personlig og fysisk kontakt virker. Jeg henvender mig direkte og privat til folk, når jeg selv skal spille f.eks. i København. Jeg kan også finde på at lave en udvalgt gruppechat og kommunikere personligt på den måde. Og rent faktisk at sende fysiske breve, det virker rigtig godt, og man skiller sig ud.

Jeg anbefaler at tage ud og besøge vinylbutikkerne. Mød op, præsenter dig selv og din udgivelse, og giv dem f.eks. et eksemplar som en smagsprøve. Der er arbejde i det, men når folk har mødt dig og fået ansigt på, får folk en større lyst til at hjælpe dig, og så er det langt sværere at afvise dig. Jeg oplever, at det virker. Så, hvis vi laver en Aarhus Lydkunstfestival næste år, så tror jeg vi skal på gaden i ægte Sunny Beach stil, med megafoner og flyers! Ja, jeg havde heller ikke set det komme, men der er brug for at træde et skridt tilbage, og man kan måske sige, at Do-It-Yourself vejen f.eks. er at gøre som de gamle majorpladeselskaber havde manpower til i gamle dage.”

”The Pink Experience er et ’forståeligt’ format, hvor vi krydser visuals, tekstilkunst, musik, interaktionskunst og duftarter. Alt er mere eller mindre pink, og der spilles på så mange sanser som muligt. Som en del af SPOT festivalprogrammet i 2022 skulle eventet lede hen imod koncertoptræden i rummet på en af scenerne på Godsbanen. The Pink Experience, afviklet i UngK, kirken i Nørregade, havde et oplevelsesdesign med fokus på mindre rum i rummet med koncerter i gulvhøjde fra tre forskellige placeringer.

Vi forsøger at fusionere mange forskellige kunstarter på samme tid, og gøre alle elementer til en totaloplevelse, og en del af noget samlet større. Det er sjovt at rykke ved vanerne. Det kan være oplevelsen, som vi er inspireret af fra restaurationsverdenen, at publikum bliver lukket ind i et koncertrum, hvor der er implementeret udvalgte dufte, og så skal alle sætte sig ved samme bord. Sådan noget åbner op for ens opmærksomhed, og fjerner ’det man kommer med’. Almindelige koncerter, hvor der lugter af fadøl og armsved, er jo ligesom en velafprøvet tradition. Men det er også vildt interessant at tage den videre, og arbejde med venues, som typisk ikke er traditionelle koncertsale til dagligt.”

Hvorfor skal vi have lyd under vand? ”Ja, på samme måde kan man måske også spørge: Hvorfor skal vi have lyd i en kirke? Jeg tror, det handler om nysgerrighed indenfor akustik, rummelighed den interaktion, det medfører. Hertil en interesse i at gøre noget ud af tingene. Helt fra de små detaljer, om der skal dug og servietter på bordet inden middag, op til de store elementer og spørgsmål til helheden.”

Inspirationen til alt det, Rune går og arbejder med, stammer fra hans gamle forkærlighed til hiphopmusikken, siger han. ”Det jeg har størst hjerte for indenfor hiphop er featuringkulturen og co-creation. Ikke at hiphoppen har opfundet at samarbejde, men det er rigtig meget en del af den verden at krydse dans, graffiti, beats og rap. Spændende ting opstår, når man prøver at splejse forskelligheder sammen i et udtryk. Både at gå på opdagelse i processen, og at se resultatet af, om, og hvordan det virker på folk. Når vi laver festivalerne, er det i en interessant samskabelse imellem håndværkertyper og sensitive kunstnere, der finder hinanden og en fælles synergi i, at lave fortællingerne og oplevelserne for publikum.”

Rune mener, at man som kunstnerisk projektleder på større festivaler og events godt kan komme i klemme imellem agendaer, der går på, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der er bekosteligt eller besværligt. ”Kunst er jo vanvittig besværligt. Det er et pisse besværligt format, og nogen vil argumentere for, at det i større produktionsapparater enten er fuldstændig ligegyldigt, eller i hvert fald ikke er noget der behøves at tænkes nærmere over, eller tænkes ind i en helhedsoplevelse. Det kan være helt ned i eksemplet, hvor lydteknikeren smækker ’Barbie Girl’ på anlægget som nedpakningsmusik lige efter en koncert, hvorigennem man har opbygget et stemningsfuldt univers. Hvad jeg mener er, at både æstetikken, forestillingen og de kunstneriske fortællinger, og teknikken, de fysiske omgivelser og scenografier alle er mindst lige vigtige, og alle elementer og funktioner er til for hinanden. Dette snakker jeg også med mine vagter og andet personale om, der bliver sat ind i konceptet, så de kan møde de nysgerrige fremmødte med relevant information og ikke mindst et smil.”

”Den gang Gasolin rejste rundt og stillede et semidårligt PA-anlæg op i en gymnastiksal med ripper og håndboldmål, var det fint. Men underholdningsformatet udvikler sig jo over tid. I min optik skal vi hele tiden stræbe efter fortsat at søge efter at udvikle os i nye retninger, der stadig gør det spændende for publikum og for os alle sammen. For mig virker det at arbejde bevidst uden om rutiner og forsøge at sætte ting sammen på ny, også nogle gange med ting jeg ikke lige umiddelbart forstår. Det abstrakte må i virkeligheden meget gerne munde ud i noget, som er meget let at afkode. De er meget dygtige til at kuratere den slags på Aros museet, tag for eksempel et udstillingsrum hvori alt er bronzefarvet. Simpelt i praksis, men vild sanselig effekt, og det virker bare! Man ser også på store festivaler, at bands for eksempel har forstørrede ting med på scenen. Det kan være en kæmpestor pladespiller, som i sin simpelhed giver en visuel effekt til showet. Jamen, er det ikke unødvendigt? Jo, 100%! Alt er jo i princippet unødvendigt!”

Aarhus Lydkunstfestival har oplevet at måtte skrue ned for sanseindtrykkene. ”Under en Aquatic koncert kom en pige grædende ulykkelig op af vandet. Kunstneren vi havde booket, spillede for uhyggelig musik i kombination med, at det var efter mørkets frembrud, og at hun lå nede i vandet. Hun var ikke ved at drukne eller dø, men det blev meget intenst og en sansemæssig overbelastning for hende. Det var for os en todelt oplevelse af både: ’YES! Det virker!’ Men samtidig også: ’Det må du virkelig undskylde!’.”

Runes indie-label Blikflak var oprindelig tænkt som et musikproduktionsselskab, men er blevet til en form for ’detailkæde’ skabt for musikere, som kan håndplukke de elementer, som netop de har brug for indenfor produktion, udgivelse og booking. Som udgangspunkt er ingen projekter ens bygget op, og der bliver lavet aftaler ift., hvor der er bedst brug for Blikflaks hjælp. De primære rettigheder, kunstnerisk frihed osv. beholdes på egne hænder, som et alternativ til de etablerede pladeselskaber. Samarbejdet med lokale kunstnere er gået godt, for navne som f.eks. Svaneborg/Kardyb, Døssing m.fl.

”Man kan som øvelse prøve at tænke over, hvad ens DNA egentlig er, hvis man for en stund lige lægger sin musik ud til siden. Hvem er vi, hvad er vi, hvad står vi for? Det er nok en mere ’her-kommer-jeg’ amerikansk markedsføringstankegang, end det er typisk dansk, hvor vi hellere er beskedne og stiller os bag vores kunst.

Men tankegangen kan godt føre til spændende ideer at kommunikere og formidle din musik på. Vi skulle på Blikflak udgive et album med en saxofonist, som var højgravid, og som gerne ville holde release på trods af, at hun ikke var i stand til at spille saxofon på det tidspunkt. Vi snakkede om, hvad vi så gjorde? Udgivelsens flotte coverart havde hun selv broderet, så hun kom med ideen at holde et broderikursus/lyt til det nye album på Erlings Jazzbar. Det er en af de releaseevents, som jeg husker allerbedst! På den måde finder man ud af hvilke typer og segmenter, som stempler ind i en given DNA. I dette tilfælde en enormt hyggelig jazzplade som passer perfekt til viben på en efterårsdag, hvor man kan hygge sig med strikketøj og lignende.

Der findes så meget god musik, så som lytter vil man derfor også gerne have en anden grund til at kunne lide det. Et tema som man kan tappe ind i, som passer til musikken. Hvor lidt, og hvor meget, det er en smagssag og en balance man kan lege med. Personligt er jeg som lytter ligeglad med, om man lyver mig lige op i ansigtet, bare historien er god og fortalt autentisk. Om det er musik, teater, madoplevelser, ja alt med performanceelementer – jeg vil gerne tages med på rejsen af en passioneret fortæller.”