SpillestedsGuiden går i luften i juni 2023. (Grafik: Martin Sørensen, DMF Aarhus).
Af : Lars Knudsen, DMF Aarhus

Måske, har du allerede hørt om eller set, nogle af de første opslag på de sociale medier i øjeblikket, der handler om ’SpillestedsGuiden’? Bag ideen står den 20-årige Aarhus musiker Viggo Lundgren Hejgaard, der her fortæller om projektet, som går i luften i juni måned 2023.

Oversigt og inspiration

Han fortæller: ”SpillestedsGuiden finder du på hjemmesiden www.spillestedsguiden.dk som i øjeblikket er under udvikling. Her er opbygget en platform som overordnet består af to informationsdele. Den ene er en sortering, kortlægning og kategorisering af alle spillestederne i Aarhus Kommune. Det vil sige en oversigt med informationer om spillestederne: adresse, kontaktinfo, publikumskapacitet, hvilke musikgenrer der præsenteres osv. Den anden del af SpillestedsGuiden indeholder hjælp og inspiration til, hvordan du som enten ny eller måske ikke så booking erfaren musiker/band, henvender dig og forbedrer dine chancer for at blive booket til spillestedsjobs.”

Viggo Lundgren Hejgaard har udviklet SpillestedsGuiden i samarbejde med Dansk Musiker Forbunds Aarhus Afdeling
(foto: Lars Knudsen).

Opdaterede kontakter

SpillestedsGuiden henvender sig til musikere og bands, der gerne selv vil booke spillejobs, men som måske ikke i forvejen selv har et netværk af personlige kontakter på spillestederne. I første omgang lægges SpillestedsGuiden ud som en platform med geografisk fokus på Aarhus området. Lokalt har musikere ofte et vist kendskab til, hvad der findes af steder og scener i eget område. Er man f.eks. musiker eller band bosiddende i en anden del af landet, og gerne vil finde ud af hvilke spillesteder der er relevante at sende sin henvendelse til i Aarhusområdet, så finder man nemt et overblik på SpillestedsGuiden.dk.

Højere succesrate

Viggo fik ideen til SpillestedsGuiden, da han selv startede med at booke koncerter for sit daværende indie rockband Wegogo. ”Jeg vidste ikke noget om, hvordan man gør, hvem man henvender sig til, hvad de gerne vil vide, hvad skriver man og hvor lidt/meget, vil de gerne have vedhæftede filer eller links… alt det praktiske der skal til. Jeg har lavet bunkevis af henvendelser, og det tager bare meget tid at lære hvordan man forøger sine chancer, får højere succesrate, og ikke spilder mere end højest nødvendig tid, hverken sin egen eller spillestedernes.”

Samarbejde

Arbejdet med realiseringen af SpillestedsGuiden blev konkret i samarbejde med forperson Camilla Overgaard og støtte til projektet gennem de kollektive midler og fra DMF Aarhus, hvor Viggo siden december 2022 har arbejdet med konceptudviklingen. Foruden fra DMF Aarhus, har projektet også hjælp og opbakning fra en gruppe musikere/branchefolk bl.a. Jesper Borup (ROSA-Dansk Rock Samråd), Nikolaj Bugge (SunShip), Thea Vesti (Lydenskab), Trine Ulrich (Account The Beat), Camilla Overgaard (DMF-Aarhus) og Jesper Mardahl (Promus).

 Go Go Berlin – live 2022 (foto: Viggo Lundgren Hejgaard).

DMF Aarhus bakker op

Som tidligere nævnt er DMF Aarhus samarbejdspartner i projektet ved at særligt forperson Camilla Overgaard er sparringspartner for Viggo og bidrager til udviklingen af SpillestedsGuiden. Hun siger om projektet:
”Vi vil meget gerne bakke op om initiativer, hvor en eller flere musikere ønsker at gøre noget, der kommer deres kolleger i branchen til gode. Det er SpillestedsGuiden et rigtig godt eksempel på. Vi er glade for at følge Viggo i opbygningen af projektet og bidrage til udviklingen. I mine øjne kan SpillestedsGuiden potentielt kan være med til at skabe større gennemsigtighed i branchen og gøre flere musikere synlige for spillestederne, hvilket er til gavn for musikmiljøet i Aarhus.”
Spillestedsguiden kommer, foruden information om spillestederne, også til at indeholde en række anbefalinger omkring honorering og aftaler fra Dansk Musiker Forbund. Anbefalingerne omhandler vigtigheden af, at aftaler indgås skriftligt og på rimelige vilkår samt en introduktion til minimumstariffen.

Brobygning

Viggo er selv født og opvokset i Aarhus. Han er trommeslager og har spillet i flere forskellige lokale bands. Trommestolen har han skiftet ud med en plads foran mixerpulten, og han arbejder i øjeblikket med sangskrivning og produktion for og sammen med forskellige lokale kunstnere fra sin plads i lydstudiet ’Døgnrytme’ i Mejlgade. Katos tidligere lydstudie, der nu er ejet af producer og artist Frederik Pind og producer Oliver Kuså. Når Viggo ikke er i studiet, er han freelancefotograf, og deltager desuden i DMF Aarhus afdelingens DMF-U udvalgsarbejde, hvor han bl.a. er med til at lave projektet ’Tour de spillested’ – en række møder hvor musikere tager på besøg hos byens spillesteder og møder dem, der laver koncerter. Brobygningen imellem musikere og koncertformidlere er et af hans interessefelter.

 Go Go Berlin – live 2022 (foto: Viggo Lundgren Hejgaard).

Foreløbig god respons

SpillestedsGuiden er gratis og tilgængelig for alle interesserede. ”Jeg er glad for den positive modtagelse jeg har fået fra spillestederne. Noget af det de påpeger, er mængden af henvendelser de får, og med SpillestedsGuiden en forhåbning om, at bookinghenvendelser kan blive bedre og mere konkrete og dermed målrette kommunikationen og arbejdet for alle. Jeg har også fået indtryk af at en del af de musikere, jeg har snakket med, vil bruge SpillestedsGuiden.”

Ambition

Viggo i aktion bag trommerne.

I første omgang er der ikke periodiske koncertevents, festivaler og lignende med. Det vil muligvis komme i fremtiden. Forhåbningen er, at der kommer meget trafik på hjemmesiden og dermed interesse for også at udbrede SpillestedsGuiden geografisk til flere steder i landet, optimalt omfattende hele Danmark. ”Jeg ser gerne at SpillestedsGuiden bliver et fast og altid aktuelt go-to værktøj for musikere, når man skal lave sit bookingarbejde.”

Tjek hjemmesiden www.spillestedsguiden.dk når den åbner i juni 2023.

I første omgang er der ikke periodiske koncertevents, festivaler og lignende med. Det vil muligvis komme i fremtiden. Forhåbningen er, at der kommer meget trafik på hjemmesiden og dermed interesse for også at udbrede SpillestedsGuiden geografisk til flere steder i landet, optimalt omfattende hele Danmark. ”Jeg ser gerne at SpillestedsGuiden bliver et fast og altid aktuelt go-to værktøj for musikere, når man skal lave sit bookingarbejde.”

Tjek hjemmesiden www.spillestedsguiden.dk når den åbner i juni 2023.

Viggo i aktion bag trommerne.