Vel er Dissing ikke århusianer, men den nye biografi om ham er relevant for musikere, der elsker musik og musikere der lever for musikken. Bogen er skrevet af århusianeren Jens Folmer Jepsen, der er kendt som tekstforfatter bl.a. for ‘På Slaget 12’, filminstruktør, radiovært, direktør for Aarhus festuge, manuskriptforfatter med mere. Så derfor denne omtale af biografien ‘Dissing’ her i BASUNEN.

Lad mig slå det fast før jeg vender tilbage til bogen – Dissing spiller ikke musik – han er musik.
Det er min hovedkonklusion efter endt læsning af Jens Folmer Jepsens mangefacetterede biografi om Povl Dissing.

Bogen er blevet til efter mange interviews med Dissing, som er hovedsatsen i bogen, og dertil mange mellemspil, hvor musikere og venner, der har været tæt på Dissing, udtaler sig om venskab og samarbejde. Bogen er fængende i sit sprog og godt komponeret.

Jeg har fulgt Dissing siden sidst i 60’erne, så det var et must for mig at læse den. Jeg vil ikke kalde mig selv Dissing fan, men jeg har altid været fascineret af hans fremtoning og de mange forskellig musikalske veje, han er gået. Jeg har ikke været til mange af hans koncerter, men de, jeg har været til, har været eminente.

Bogen starter helt fra barndommen i Stavnsholt. Her vokser han op med både en mor og far der synger meget. Musikken er med helt fra starten af han opvækst. Som ung starter Dissing med trommer, som en ven og han selv bygger. Senere får han en kornet af en skraldemand, og den bliver så hans trofaste følgesvend i forskellige jazz konstellationer. Sammen med kornetten sidder han en hel dag og venter på sit store idol Louis Armstrongs hotel sidst i 50’erne. Armstrong dukker ikke op, da han er ved at indspille ‘Kærlighedens melodi’ og tager direkte derfra til koncerten. Trods den manglende autograf står Armstrong centralt i Dissings musikalske udfoldelser.

På et tidspunkt bliver kornetten skiftet ud med en guitar, og det bliver Dissings uadskillelige følgesvend resten af livet. Samtidig med skiftet til guitar, vokser Dissings interesse for og kontakt med folkemusik fra hele Europa.

Vi hører om hvordan han og en sav spillende ven tomler Europa rundt og lever af at spille på gader og stræder. Senere rejser han sammen med ægtefællen Jette, hvor de bl.a. ender på Kreta og spiller for amerikanske soldater, og lader hatten gå rundt og ender med at få penge nok til en hel måneds ophold på øen.

Fra barndomshjemmet har Dissing mange sange med, som han begynder at optræde med. ‘Gi’ mig en hest mor’ kommer på en plade midt i 60’erne, og den sang følger ham hele livet.

Der er meget polemik om Dissings måde at synge på. Det er nærmest et had/kærligheds forhold, og han bliver truet med tæsk mange steder, fordi man ikke bryder sig om hans fremtræden. Men dels er der fans der beskytter ham, og dels afvæbner Dissing ballademagerne med sin stille og venlige facon.

Senere i 60’erne indspiller han Shell Silversteins ‘25 minutter endnu’ sammen med Freddy Fræk.  Den kom top tyve. Derefter er det fortolkninger med Benny Holst, Peter Thorup og Beefeaters, som han indspiller en del plader sammen med. Jeg husker, at vi i skolegården råbte “for helved da”, som indleder ‘La mig blive noget’. Sammen indspiller de også kultpladen ‘Dissing’ også kendt som ‘Nøgne øjne’. En plade jeg selv sled tynd og stadig hører med jævne mellemrum.

I begyndelsen af 70’erne skriver Benny Andersen sangene om Svante Svensson, og han vil have Dissing til at synge dem, hvilket Dissing flere gange afviser. Vi ved alle hvordan historien ender, og Dissing og Andersen bliver ved med at berige danskerne med disse sange lige til de går bort. Pladen udkom i 1973 og vinden vendte for danskernes opfattelse af ham. Det gik fra hadeobjekt til elsket nationalskjald. Sangene flyttede ind og indgik i fællessangsrepertoiret, og som udgangspunkt for festsange mv. I 1974 skrev jeg for eksempel selv som 20-årig en fødselsdagssang til min morfars 85-års fødselsdag på “Svantes lykkelige dag”.
Siden afsøger Dissing alle hjørner af det musikalske spektrum på en evig udforskning af musikkens uendelige muligheder. Han møder og spiller med mange forskellige musikere og komponister og speaker film, er skuespiller og optræder på teatre.

Han indspiller salmer med den norske organist Iver Kleive og guitaristen Knut Reiersrud. Han indspiller med Fuzzy, mange af Halfdan Rasmussens børnerim på “sukkerhjerter og hjertesuk” og et helt kapitel for sig er grønlandsladerne “Mor Danmark”, “Lykkeland”, “Yderst ude” og Krakamut Mat”. I bogen fortæller Dissing om mange sjove og alvorlige oplevelser i Grønland, bl.a. at han bliver taget til fange af en jaloux arrangør, der vil forhindre ham i at spille og også om et møde på seminariet i Nuuk, der vil have ham til at spille, hvor Dissing i stedet beder de studerende optræde først. Det gør de med de smukkeste flerstemmige sange, der blæser ham bagover.

Det fører for vidt at nævne alle de sammenhænge han har spillet i, men noget særligt er pladen ‘That Lucky Old Sun’ med guitaristen Jakob Bro og trio. Her vender Dissing tilbage til rødderne fra 50’erne og sammen leverer de de smukkeste arrangementer af Dissings favoritter.

Vi hører ikke meget om økonomi, men der er flere historier om managers, der snyder på vægten og pladeselskaber, der ikke sørger for ordentlige kontrakter. Men når Povl Dissing selv står som aftalepartner på kontrakterne, så bliver hyren delt i lige portioner. Ingen stjernenykker der. Palle Hjort fortæller for eksempel om at han partout ville deltage på en pladeindspilning, hvor der allerede var hyret musikere. Alligevel fik han lov at komme med på optagelserne og fik også lige lod i honoraret. Som det fremstår spiller Dissing ikke for pengene men for musikken.

Det er kendetegnende for Dissing, at alle han spiller sammen med udtaler sig om hans timing og hans måde at ligge på i slaget. Nogle siger, at han ligger så langt tilbage i slaget, at de næsten er bange for, at han bliver indhentet af det næste slag. Peter Vuust udtaler, at han oplever noget meget unikt med Dissing nemlig, at han intuitivt varierer feelingen og forcerer lidt, når lytteren skal have opmærksomhed på det næste, der sker i musikken. Og fordi han leger med timingen skaber han emotioner (p. 393). “Midt under Povls sang kiggede Peter (Vuust) over på Per (Chr. Frost) og så at tårerne trillede ned. Peter måtte kigge væk, men snart blev han også ramt af sangerens emotionelle kraft.” (P. 392)

Det er derfor, jeg starter med at sige, at Dissing ikke spiller musik, men er musik.

En dejlig bog om et musisk menneske, der lever og ånder for musikken.