Peter A.G. Nielsen har netop udgivet en fremragende selvbiografi “Rødvin & memoirer”. Mens jeg har læst den, har jeg haft min Gnags playliste på anlægget i rækkefølge. Der er mere end 300 sange og over 20 timers musik. Sikke en musikalsk rejse at være med på. Jeg er måske ikke den mest objektive anmelder af denne bog, da jeg er inkarneret Gnags-fan, og har været det lige siden deres første plade ‘På vej’. Hver gang der kom en ny, stod jeg i pladebutikken.

Bogen starter helt fra Peters tidligste barndom, hvor han i et lyrisk billedskabende sprog, som danner en indre film, levende fortæller om opvæksten i familien og livet i Skjern. Han er født i 1952, og har i skrivende stund lige rundet de 70. I barndommen fik Peter og storebroderen Jens meget vide rammer og plads til deres eget liv uden for meget voksenovervågning – ligesom vel alle andre børn, der voksede op i 50’erne – mig selv inklusive. De leger, bygge huler, sejler på åen og etablerer efterhånden aktiviteter som bådsejlads, hjemmeorganiseret cirkus med publikum. Senere bliver det til ungdomsklubben ‘Gnags dancing’ i hjemmet, så har orkestret både et sted at spille, publikum samt et sted for byens ungdom at samles. I hjemmet spilles og synges der, ligesom i den øvrige familie og i vennekredsen. I det hele taget giver beskrivelserne af Peters barn- og ungdom en indsigt i, hvordan brødrene lægger kimen til det entreprenørskab, der bliver kendetegnende for deres videre karriere.

Those Gnags spiller den første koncert i familiens boghandel i Skjern i 1966, og resten er historie. Jens og Peter er hovedpersonerne i starten, så kommer Jacob Riis Olesen med, søn af gymnasiemusiklæren på Tarm gymnasium, og senere har den nyansatte præst i Lyne en basspillende søn med, som Jens og Peter sidder og venter på, da de ankommer med flyttelæsset.

Gnags begynder at spille mange job, og deltager i DM i beatmusik, hvor de trods mange medbragte tilskuere ikke kommer videre. De kontakter arrangøren Erik Haast, som efter omtælling giver dem en plads i den videre konkurrence. Konstant i fortællingen taler Peter om, hvor mange penge de har ude at svømme til anlæg, bil mv. trods de selv bygger det meste. Det er både show og business at holde et orkester kørende.

I 1970 køber de huset i Haraldsgade i Viby. Det bliver omdrejningspunktet for orkestrets videre færd. Ivan Sørensen – orgel og keyboard – har gennem en ven hørt om Gnags, og som 15 årig kører hans far ham til Viby med orglet på taget af personbilen. Ivan får lov til at flytte ind i musikkollektivet mod, at de lidt ældre sørger for, at han får sin 9. Klasses eksamen.

Den første plade ‘På Vej’ bliver indspillet for egne midler og udgives af Johnny Reimer. Den næste plade ‘Del af en ring’ bliver igen indspillet for egne midler, nu med Per Chr. Frost på guitar. Der er ingen der vil udgive pladen, så det bliver starten på Genlyd, Feedback, Response, A.T.C. Video, egen booking i Rock-on m.m. Alt sammen for at være herre i eget hus. Det er imponerende, hvad Gnags får etableret. Alt sammen levende og detaljeret beskrevet med anekdoter undervejs i bogen. Her hører vi osse om, at Ivans orgel er købt af Frank Zappa. Det kunne godt have været uddybet, for jeg blev nysgerrig på detaljer.

Sideløbende med at Gnags etablerer sig på alle fronter, er der underskud i musikforretningen, så i mange år bijobber de med at smøre mad til skolebørn, rengøring mv. Det er all in for kunsten.

Der er et lille afsnit om Aarhus Orkesterforening, hvor Gnags omkring 1980 bliver meldt ind. Optagelsesprøverne er lige afskaffet, for kan man leve af sin musik, er man vel musiker, som daværende formand Villy Hørting siger. Ikke længe efter bliver Gnags dog smidt ud igen, da de ikke spiller på tariffen, men selv arrangerer koncerterne. Heldigvis har både branchen og DMF udviklet sig, så der er plads til musikere af enhver slags.

En mindre anke herfra er, at det skurrer i mine ører, når Ivalo og Leif Falk nævnes som de, der har startet Aarhus Friskole. Skolen er lige fyldt 70, som Peter, og havde eksisteret i godt 10 da Ivalo og Leif kom til skolen.

Til slut i bogen fortæller Peter om, hvordan han tit har job, hvor han synger for til akkompagnement af lokale orkestre. Her skriver han bl.a. “Tal aldrig nedsættende om at spille til dans! Kør aldrig med på det mindreværd, der får selv dygtige musikere til indbyrdes at tale nedsættende om dansemusikken med ord som “balle” eller “røvballe. Det er respektløst.” (P 336).

Gennem hele bogen kobler Peter Gnags musik sammen med dans og bevægelse. Så for ham har sammensmeltningen mellem musikken og publikum altid stået i højsædet. Selv siger jeg tak til Gnags og Peter A.G. for musikken, dansen og en fremragende bog, der glider lige ned og giver et indblik i, hvad musikken betyder, og hvad musikere kan, når de løfter i flok.