Måske en af mine gamle effektmaskiner. Min AKG BX20 rum eller en af mine Roland båndekkoer. De kunne altså noget. Ellers skiller jeg mig sjældent af med noget. Man er vel jyde?

Nu er jeg ikke sådan en musiker, som har instrumenter, som er uerstattelige. Og alt er naturligvis forsikret. Så jeg kunne godt komme til at løbe efter min gamle originale (de laver dem igen) direkte drevne Technics pladespiller fra 1976. Den står nemlig i samme rum. Har dog også gode flasker cognac stående og kun to hænder. NEJ! I et skab i samme rum har jeg gamle spole- og kassettebånd med diverse musikalske udskejelser gennem hele mit liv stående. De vil sgu nok ha’ førsteprioritet.

Jeg har længe gået og drømt om at prøve den eneste nylonguitar, Martin laver, 000C12-16E. Også selvom den har et lidt smallere gribebræt, fordi de andre guitarister ikke kan finde ud af at spille på en klassisk spansk guitar. Men mest fordi jeg så gerne vil glæde Ole ved at købe en Martin hos ham. Det fortjener han.

Under Coronaen har jeg fået hul på at spille western på min selvudviklede anarkistiske spillemåde, som egentlig er specielt udviklet til nylon (Hannabach High Tension). Jeg har en Takamine, som ovenikøbet er en tidligere topmodel, men jeg kan bare ikke få den til at lyde ordentligt med min spillestil. Så måske kunne en anden western (Martin?) også blive det næste. Men det kræver opfyldelse af punkt 10 først.

Tror, det er min Fender Acoustasonic amp inkl. specialbygget flightcase, som kostede lige så meget som forstærkeren. Og det var dengang, de kostede kassen. Det er ALDRIG kommet i brug. Foretrækker en TC chorus/flanger og så direkte stereo videre. Thats it! Håber, at jeg måske kan finde et setup til western, hvor den indgår. Men som nævnt så lyder det at lort indtil videre.

Utvivlsomt den Prudencio Saez Nr.8 som Ole sagde, jeg skulle have for 30 år siden, og som for alvor satte skub i mit guitarspil. De første, mange år kun for at skrive sange, men i dag vil jeg også godt være bekendt at stille mig op over for et publikum alene med min guitar og en håndfuld sange og fortællinger. Og selvom der er kommet mange nye guitarer til (tak Ole), så finder jeg jævnligt den gamle frem. Den ligger hos mig på en ganske særlig måde.

Og så min Shure KSM 9. Kondensator som tåler trykket af min stemme, og som får alt det luft og alle de bevidste mislyde med, som er væsentlige elementer i min måde at bruge stemmen på.

Og til sidst må jeg nævne mit sanganlæg fra midten af ’80’erne, som stadig kører i øvelokalet efter hundredvis at forskellige jobs på landevejen. Dynacord Gigant V og EV 15/3. Leaset hos EMK som en af de første, som sprang på den bølge. En skøn tid. Og Jonna som gerne kom kørende hele vejen fra Esbjerg for at minde en om et par måneders restance. Det var så fedt! Dynacorden har for øvrigt kun været i stykker én eneste gang i de næsten 40 år. Da havde den fået 380 v igennem sig på Samsø. Så stod den hos Lars Hoffensetz i en uge og brændte komponenter af på stribe, indtil alt det syge var skiftet. Så kørte den igen. Jeg bruger stadig Dynacord og EV.

Jeg er nok ikke så meget gadget typen. Måtte faktisk slå op hvad det betød. Det nærmeste jeg kan komme det, er at jeg har købt nogle capo’er både til mine spanske og min western, som er sådan nogle man klikker på guitaren, og som sidder på den hele tiden. Så bliver de ikke væk. Af en eller anden grund så virker de bedst på de spanske. Eller også er den til western bare en mandags capo.