Gary Snider har spillet hele sit liv – så musikken har strømmet gennem hans årer først i Canada og sidenhen i Danmark, hvor et udvekslingsophold blev et vendepunkt. Gary mødte Christian Alvad, og de begyndte at spille sammen – og siden er det gået slag i slag med adskillige orkestre og solooptræden. Lige nu er Gary aktuel med Leonard Cohen Affair, hvor han dykker ned i sine personlige og autentiske fortolkninger af Cohens fantastiske sange.

Musikken fik allerede et tag i mig meget tidligt, fordi mine ældre brødre spillede musik, og min mor var en kyndig pianist, som havde en stor samling af plader med alt fra klassisk musik til blues og jazz. Derfor var det naturligt, at jeg begyndte at spille klassisk klaver som seksårig. Senere som 12-årig spillede jeg i højere grad becifringsklaver og kom med i et band, hvor jeg også lærte at spille bas. Som 20-årig blev jeg medlem af String Band, som turnerede i Canada og producerede plader, hvilket var en meget spændende tid i mit liv. Jeg begyndte at studere på universitet i Toronto, og her ændrede en enkel sætning fuldstændig retningen i mit liv. En universitetslektor tilbød interesserede studerende udveksling i Danmark, og det meldte jeg mig til.

Jeg kom til Danmark og boede hos to danske familier og kom på højskole, hvor jeg havde mulighed for at lære det danske sprog. Jeg endte med at skrive en afhandling omkring det danske uddannelsessystem og tog derefter tilbage til Toronto og færdiggjorde min bachelor i humaniora. Herefter tog jeg tilbage til Danmark og bosatte mig i Kolding, hvor jeg tilmeldte mig keramiklinjen på Kunsthåndværkerskolen. Det var en tid, hvor musikken ikke fyldte så meget i mit liv. På grund af forskellige omstændigheder endte jeg med at stoppe på skolen og begyndte derefter at spille musik igen.

Jeg startede ud i Kolding, hvor jeg igennem et band, jeg spillede i, fik kontakt til Christian Alvad. Vi begyndte at spille sammen, og jeg flyttede til Aarhus, hvor vi startede vores gruppe “Tøbrud”. Vi fik stor medvind og udgav 4 LP’er i 80’erne og optrådte i fjernsyn og på flere festivaler. Efter flere år med fuldt tryk på holdt vi en lang pause, men blev gendannet i 2007, hvorefter vi var sammen i 2-3 år. I den periode lavede vi opsamlingsplader med gamle numre og også en ny indspilning, men desværre skete der ikke så meget, og derfor gik gruppen i stå igen. Dog gav Tøbrud mig en vis popularitet og et godt netværk til andre musikere.

At være involveret i mange musikgenrer kom meget naturlig til mig på grund af min opvækst, hvor min mor altid nød at lytte til mange forskellige genrer. Jeg har været involveret i kopimusik, original musik og koncerter for børn, og jeg tror, min passion for al slags musik har givet mig mange muligheder. At spille el- og akustisk guitar føles som to sider af samme sag, og jeg endte også med at være med i et af Danmarks første kopibands “Rust” i starten af 80erne med Ivan Sand, hvor vi udelukkende spillede Neil Youngs værker. Det var jeg en del af i 7-8 år. Senere spillede jeg i “Uno Mundo”, som bestod af folk fra forskellige lande såsom Hong Kong, Canada, Spanien, Ghana og så videre. Vi udgav flere plader, og det var spændende at opleve musikere fra så mange forskellige kulturer. I starten af 90erne startede jeg på to projekter, hvor jeg begyndte at spille skolekoncerter og samtidig eksperimenterede med looping.

I Tøbrud spillede vi tostemmig guitar – og hvordan kunne jeg gøre det alene? Jeg har altid været klar til at eksperimentere med musikken, og i samarbejde med TC-electronic fandt jeg en maskine, hvor jeg kunne skabe loops. Det var dyrt og kompliceret, men det gik rigtig godt. Det var starten på mit program, som jeg kaldte “Live Lagkage”, hvor jeg i 1991 begyndte at eksperimentere med en kombination af standup, pædagogik og musik, hvor målgruppen var elever fra 4. til 6. klasse. Mit show blev udbudt i et katalog, som blev sendt ud til skolerne, og i en årrække spillede jeg omkring 100 skolekoncerter om året – på et tidspunkt havde jeg sågar 19 koncerter på en uge. Jeg endte faktisk med at spille skolekoncerter igennem 25 år, og jeg tror en af grundene var, at jeg ikke var bange for at kaste mig ud i flere forskellige musikgenrer og forny mig.

Det kræver uden tvivl en bestemt psyke at klare den usikkerhed, som følger med det at være musiker. Nogle mennesker er utroligt dygtige til deres fag, men usikkerheden nager dem så meget, at de ender med at vælge en mere sikker indtægtskilde som lærer, sælger m.v. Personligt har jeg altid syntes, det var spændende at være med til at støtte og motivere spirende musikere, men til dels var jeg også nødsaget til at komme ind i undervisningsfaget for at opnå en indtægt, så jeg kunne blive medlem i en fagforening. Jeg har blandt andet arbejdet på Kolding Musikskole, Aarhus Folkemusikskole og undervist på flere aftenskolekurser og på højskole. Trods dette har jeg altid prioriteret frihed, for de faste jobs, jeg har erhvervet mig, har jeg ikke trivedes med i længden. Når jeg har haft huller i kalenderen, har jeg altid tænkt: “Hvad kan jeg gøre?” Og så har jeg samlet telefonen op, ringet rundt og lavet en strategi for mig selv, hvilket heldigvis har fungeret godt i mange år.

Jeg har blandt andet arbejdet som skolelærer i et år, men jeg måtte til sidst erkende, at det ikke var noget for mig. Derudover gjorde finanskrisen i 2008, at udbuddet faldt for den type spillejobs, jeg lavede, og derfor skabte jeg i 2011 et coaching-firma ved navn “Find Melodien”. Jeg hjalp andre musikere med at stille de spørgsmål, de havde brug for, for selv at kunne finde svar. Gode råd er billige, men det er ikke altid, man selv kan omsætte det til brug i ens egen situation, og derfor var jeg mest fokuseret på at hjælpe musikere med at udforske sig selv og lære derigennem. Selvom jeg syntes, dette var enormt spændende, oplevede jeg dog stadig, at det var svært at finde kunder – formentlig til dels på grund af den økonomiske situation i Danmark på daværende tidspunkt.

Det er forskelligt fra dag til dag. Nogle gange kan jeg sætte mig ned og skrive en sang med det samme; andre gange skal jeg sætte min kreativitet i gang ved for eksempel at finde en akkordrundgang på enten klaver eller guitar, hvorefter jeg prøver at improvisere noget hen over det. På denne måde ender det tit med, at jeg finder på en lille melodistump, som jeg derefter optager på min telefon og lader den lægge et par dage. Hvis jeg stadig kan lide den, så arbejder jeg videre på den og hvis ikke, så skrotter jeg den. Det er dog meget sjældent, at jeg skriver en hel sang på en dag. De plejer gerne at være ret lang tid undervejs.

Da jeg begyndte at spille i Tøbrud tilbage i tiden, viste Jens Jefsen sig som en stor inspiration for mig. Hans budskab var netop, at det var vigtigt, at vi som musikere holdt sammen og forlangte en rimelig løn i fællesskab. Udover at kræve rimelige vilkår så har DMF også vist sig at have mange andre fordele, såsom fine kurser og gode tiltag skabt igennem årerne, og derfor har jeg været yderst tilfreds og taknemmelig som medlem. Et år var der et ringe fremmøde til generalforsamlingen, og derfor endte jeg endda i bestyrelsen i et par år, fordi jeg følte, at når ingen andre trådte frem, så skulle jeg nok gøre mit for at hjælpe til. Derfor har DMF haft en stor betydning for mig i mit liv som musiker, og jeg har altid gerne ville støtte op omkring det.

På trods af ihærdige forsøg fra gode organisationer såsom DMF må jeg dog  indrømme, at musikerverdenen i dag er lidt ligesom det vilde vesten. Kunstnere underbyder hinanden på en måde, som er meget ubehagelig at opleve. Jeg føler, at det er afspejling af en generel tendens i samfundet, hvor vi bevæger os væk fra solidaritet og over mod ren egoisme. Alle kneb gælder. Derudover oplever jeg også, at det er blevet normalt at priserne presses, og at man skal spille på døren frem for tariffen. For eksempel bliver det præsenteret som bedre at spille for mange mennesker for få penge i stedet for at spille for få mennesker for mange penge, og det resulterer i, at mange musikere bliver udnyttet. Publikum er mere tøvende med at betale for musikken, hvilken er en indstilling, jeg mener startede allerede i 80erne, da Grøn Koncert blev introduceret. Folk kunne ikke forstå, hvorfor de skulle betale for musikoplevelser, når de kunne høre Danmarks top-5 bands gratis. Den slags arrangementer har skabt en forvrænget værdinorm hos publikum.

Jeg tænker automatisk tilbage til de af mine elever, som er blevet professionelle musikere, siden jeg underviste dem. Mange er utroligt dygtige musikere, men vælger at tage en uddannelse ved siden af, og jeg tror, det peger i retning af, at vi er i en periode, hvor musikken er en ganske vanskelig levevej. Når mine elever har følt et pres fra omverdenen til at droppe musikervejen og gå en akademisk vej, så har jeg fortalt dem, at hvis de vil det inderst inde, er det en god idé, men hvis ikke, så er der ikke andet for end alt følge sit hjerte. Man skal aldrig fuldstændig opgive musikken, hvis det er ens passion, men det er ikke dumt at have en plan B. Man er altid mest komfortabel, når man har en anden uddannelse at falde tilbage på, fordi det i fremtiden kan blive endnu sværere at tjene penge på musik.